Med initiativ fra damernes gymnastikafdeling, med formand Randi Niemann i spidsen, startede svømmeafdelingen under Ledøje Smørum Skytte-og idrætsforening i juni 1976. Ledøje Smørum havde fået en svømmesal i forbindelse med Boesagerskolen. Der var derfor nogen der mente, at andre end skolebørnene skulle drage fordel af disse nye svømmefaciliteter.
Det bør dog bemærkes at bassinet i svømmesalen kun var og stadig er 12½ gange 16 meter og ikke er specielt velegnet til konkurrencesvømning på grund af mangel på dybde og længde i bassinet.
I første sæson 1976-77 var der ansat to svømmelærere og foreningen rådede over svømmesalen 14½ time om ugen.
Året efter åbningen af svømmeafdelingen kunne formanden for Ledøje Smørum Skytte-og idrætsforening konstatere en medlemsfremgang fra 1350 til 1895. Det svarer faktisk til at hver fjerde borger i Ledøje Smørum på det tidspunkt var medlem af Ledøje Smørum Skytte-og idrætsforening. Svømmeafdelingen havde selvfølgelig bidraget godt til stigningen i medlemstallet. Der var 700, der gerne ville være medlem af svømmeafdelingen, men der var desværre kun plads til 400.
I 2004 blev svømmehallen renoveret, bassinet blev dybere og kom i højde med gulvet og den gamle skvulperande forsvandt. Der blev også plads til en lille udvidelse – en lille karnap i glas hvilket har give mere lys og plads i svømmehallen.
Ledøje Smørum Svømmeklub er en eftertragtet svømmeklub med gennemsnitligt 35 hold om ugen. Medlemstallet har varieret gennem tiden. Lige nu er der 525 medlemmer.
En større svømmehal i LSI vil være på ønskelisten nu som fremover – ligeså mere plads til klubbens mange rekvisitter