»Det kan ikke blive værre«
ernst_17.jpg
Ernst Hansen er meget afhængig af den hjemmehjælp, han får. Men han ved ikke, hvem der kommer i hans hjem, hvilket han synes er meget utrygt og uværdigt. Nu er han ved at give op. Foto: Flemming Schiller
Hjemmepleje 82-årige Ernst Hansen lever med et utal af skiftende hjemmehjælpere i sit hjem. Det er for ham både utrygt og uværdigt. Nu har han fået nok.

Når klokken er 7.30 kommer den første hjemmehjælper ind ad døren til Ernst Hansens lejlighed i Magleparken. Han ligger i sin seng og kan ikke selv komme ud på toilettet. Men han ved aldrig, hvem der kommer ind i hans hjem. Siden kommer flere til i løbet af dagen. Næsten hver gang er det en ny hjemmehjælper, og ofte kan han ikke forstå, hvad de siger.

Jævnligt har de heller ikke de nødvendige remedier med, når de skal tage blodprøver. Ofte kommer han ikke ud af sengen før langt senere og samtidig må han ligge og dirigere hjælperne rundt i huset, fordi de intet kan finde og ikke ved, hvor noget er. Det har stået på længe, men selvom Ernst har påpeget det overfor Ballerup kommune flere gange, så bliver det ikke anderledes. Nu er han tæt på at give op. Han vil egentlig helst på et privat plejehjem, men der er meget lang ventetid. Og så kan man lige så godt »slippe håndtaget« som han siger.

Et følsomt emne

»Det er uværdigt, når man som jeg er afhængig af andre mennesker. Det er følsomt for mig at skulle have hjælp til at gå på toilettet og have tøj på og det gør det bestemt ikke bedre, at have folk fra hele verden rendende i mit hjem og at jeg aldrig ved, hvem der kommer,« siger Ernst Hansen, som nok er gangbesværet, men hjernen fejler ikke noget.

Derfor har han flere gange prøvet at råbe kommunen op – men uden den store effekt.

Ernst Hansen er tidligere værkfører og er en mand, der kalder en spade for en spade. Han er vant til at klare sig selv og pointerer, at når der er noget han selv kan, så gør han det. Han er vel det, man kan kalde en socialdemokratisk kernevælger, men den socialdemokratiske mønsterkommune, som han flyttede til fra Ishøj i 1985 sammen med sin hustru, er i hans øjne ikke den samme mere. I hvert fald ikke, når det kommer til kernevelfærden som hjemmehjælp.

»Jeg syntes, at Ballerup var en rigtig god kommune og det var oplagt, at vi skulle flytte herud. Vi arbejdede og passede vores liv, som vi skulle og lå ingen til last. Jeg blev alene, da min kone døde af kræft, men jeg klarede mig. Men da jeg gik ned med sukkersyge for nogle år siden, så gik det galt«.

En knækket mand

»Jeg kom hjem efter et genoptræningsophold på Lindehaven. Jeg var jo blevet afhængig af hjælp og der kom en masse forskellige hjælpere hver dag. De kendte ikke hjemmet og de talte ofte ikke sproget. Det var svært, så jeg klagede. Det hjalp kortvarigt, så var den gal igen. Og nu er det helt skævt. Jeg ved aldrig, hvem der kommer i mit hjem,« siger Ernst Hansen med gråd i stemmen.

Selvom han er en hårdfør arbejder, så er det tydeligt, at denne situation er ved at knække ham.

»Forstå mig ret. Hjemmehjælperne er såmænd søde nok, det er slet ikke dem, jeg er efter. Men det kan ikke være rigtigt, at jeg skal leve med den utryghed og uværdighed konstant. Flere gange har jeg fået at vide, at nu får jeg en fast person tilknyttet, men hver gang holder det ikke. Nu er det endda blevet sådan, at hvis jeg ringer på det nummer, jeg har fået oplyst, så kan man ikke komme igennem. Det bliver bare værre og værre,« siger Ernst Hansen, der ikke har været ude på gaden i halvandet år.

Han tør ikke gå ned ad trapperne af angst for at slå sig halvt ihjel og hans børn, der besøger ham, tør ikke gå med ham.

En god hobby

»Det er heldigt, at jeg har mine frimærker, som jeg kan nørkle med. Det går min dag med, og det har jeg det fint med. Men tænk på de ældre, der måske bare sidder hele dagen og ingen hobby har. Det må være grufuldt. Og hvis de oplever det samme som mig med et rend af mennesker i deres hjem, som de ikke kender, så må det være et mareridt,« siger Ernst Hansen.

Han har snakket med sin datter om at komme på et privat plejehjem, fordi man der er sikret lidt tryggere rammer, Men det tager flere år at komme ind.

»Det er et helvede efterhånden. Jeg er fastlåst og situationen bliver bare værre og værre. Jeg er rigtig ked af det og vil efterhånden bare væk herfra. Jeg vil gerne understrege, at jeg gør alt, hvad jeg kan selv. Men desværre er det ikke alt jeg kan. Og derfor er det vigtigt, at jeg kan have tillid til, hvem der kommer i hjemmet. Jeg oplever endda, at nogen ikke ringer på, men bare går ind. Det er meget utrygt,« siger Ernst Hansen med en opgivende stemme.

Han ruller sin stol tilbage til køkkenet, hvor han kaster sig over sine frimærker og fortæller om det svenske mærke, han mangler og som kunne gøre samlingen komplet. Men det er næsten umuligt at få fat i. Ligesom det tilsyneladende er umuligt, trods garantier om det modsatte, at få en hjemmehjælper, som man kender og kan have en helt basal tillid til, når de skal komme i ens hjem fire-fem gange om dagen.

LÆS OGSÅ: ‘Hjemmeplejeleder lover bedre tider’

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *