Stormøde på Højagerskolen
Skolestruktur Skolebestyrelsen på Højagerskolen har kaldt til stormøde for at diskutere den foreslåede lukning.

På onsdag den 26. februar klokken 19.30 bliver der formentlig fyldt godt op på Højagerskolens skolebibliotek. Skolebestyrelsen har indkaldt alle forældre til møde om skolens fremtid på baggrund af det forslag til en ændret skolestruktur, som kommunens forvaltning har lavet.

Heri er der nemlig lagt op til, at Højagerskolen skal lukkes og alle medarbejdere og elever flyttes til Egebjergskolen. En løsning som mange forældre til børn på Højagerskolen er meget lidt glade for. Og som de nu får mulighed for at diskutere med børne og skoleudvalgsformand Peter Als (A), der også kommer til mødet.

»Vi synes, at det er vigtigt, at alle forældre har mulighed for at mødes direkte med repæsentanter for kommunen og politikerne og stille de spørgsmål, de har, og komme med konstruktive forslag,« siger Jørgen Erik Christensen fra Højagerskolens bestyrelse.

»Vi håber, at rigtig mange vil møde frem og være med til at vise, at der er andre og bedre muligheder end bare at nedlægge Højagerskolen. For eksemple kunne man ændre skoledistriktet til der, hvor det helt naturligt ville give mere mening – nemlig at tage området for enden af Lundegårdsstien med. Det ville give rigtig god mening,« siger Jørgen Erik Christensen.

Han håber, at politikerne er lydhør overfor de mange forældre til Højagerskole-eleverne, som er kommet med flere forskellige løsningsforslag.

»Drømmen er, at Højagerskolen får lov at fortsætte som tosporet skole. Plan B er, at vi får lov at fortsætte som ’’fødeskole’’ til Egebjergskolen, så Højagerskolen har fra 0. til 6. klasse og eleverne derefter flytter til Egebjergskolen,« siger Jørgen Erik Christensen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *