Indstillingen kommer fra Sjællands Badminton kreds og begrundelsen er, at klubben har så mange forskellige aktiviteter i deres ungdomsafdeling, at det er helt specielt. De mange aktiviteter i klubben er i høj grad baseret på forældreopbakning og -involvering og ungdomsafdelingen har stadig et støt stigende antal aktiviteter.
Ungdomsafdelingen består af børn og unge i alderen 7-17 år fordelt på mange forskellige træningshold alt efter alder og niveau.
Indstillingen er et stort skulderklap til forældre og frivillige i klubben og desuden en anerkendelse af de mange arrangementer, der foregår i løbet af sæsonen.
Blandt de mange aktiviteter, som nu har kastet en indstiling af sig er klubture, træningsweekender med overnatning i Måløv hallen, afvikling af turneringer og holdkampe, specialtræning med tidligere topspillere, forældre-barn turneringer og meget andet. Det næste større arrangement vil være i maj måned, hvor klubben i samarbejde med Badminton Danmark, afholder DM i skolebadminton i Måløvhallen.
I alt fire klubber fra forskellige landsdele er indstillet til hæderen.