På en af de solrigeste dage i februar sad min kone og jeg på bænken under ’ufoens’ udslåede guldsmedevinger og nød solens varme fra en blå og skyfri himmel over et ellers snedækket landskab.

Nu stod den der så. Eller det, skal man måske sige: Et lille firkantet træhus med et insektlignende hoved på toppen, ikke ulig en bis eller en brumbasses, eller for den sags skyld, med nævnte guldsmeds udslåede vinger. Man kan selv vurdere eller fantasere.

Tømrermanden har lagt sin sidste hånd på værket, som nok er blevet fulgt af mange, med tanken om, hvad er det dog han laver – og hvad skal det mon forestille?

»Jamen det er jo en sommerfugl« – udbrød en lille pige, mens hun tog skabningen i øjesyn mens hun med sin familie puslede omkring huset.

Jeg tænkte nu mest på humlebien, der som bekendt heller ikke burde kunne flyve, men det skal ikke skille os ad. Hvorom alting er, så står skabningen der endnu, klar til at lette; i al fald landet, men mon ikke den bliver stående lidt endnu – til fri afbenyttelse såvel for et lille hvil, som for en flyvsk tanke, om hvad arkitekten eller tømrermanden, hvis det da ikke er en og samme person, mon har tænkt på.

Jo, kunst kan lette – på mere end een måde, så tak for det.