Livsstykket fra Skovlunde
astrid_11.jpg
Astrid Busk Sørensen er en dame med fart på. Der er vid og bid i hendes kommentarer og når man taler med hende, så skal man være oppe på mærkerne. De mange aktiviteter holder hende i gang. Foto: Flemming Schiller
Stadig aktiv En af Skovlundes kendteste ansigter, Astrid Busk Sørensen rundede 80 år den 16. februar.Men det anfægter ikke den aktive dame.

Når man fylder 80 år, er de fleste parate til at slappe lidt af og under sig selv et otium derhjemme foran fjernsynet eller mere stillesiddende sysler. Men der er nogen, der ganske enkelt ikke kan lade være med at blande sig, være aktive og styrte rundt for at gøre sig gældende i lokalsamfundet. En af dem er den nu 80-årige Astrid Busk Sørensen, som i de sidste 20 år har været en af de utrættelige forkæmpere for Skovlunde og som har haft sin gang her siden hun flyttede til byen i 1955.

Astrid Busk har i dag god plads i lejligheden i Bybuen, med plads til møderum og kontor for sine mange aktiviteter Men hun har faktisk boet her med sin mand Regner, som døde sidste år, og tre børn. Og det er herfra, at den yderst velformulerede, skarpe og favnende dame holder lidt snor i Skovlunde.

Boede på en mark

Hun voksede op i Rødovre, ikke langt fra Skovlunde og efter hun og Regner flyttede ind i det dengang nyopførte etagebyggeri på en ellers bar græsmark, fik de nok at gøre. Astrid gik, som det hørte sig til på den tid, hjemme med børnene og fik senere job som lægesekretær i en nærliggende lægepraksis. Her fik hun gennem 20 år et ganske godt kendskab til en lang række af Skovlundes borgere, en del af dem blev lokalpolitikere eller andre lokale spidser.

Senere blev hun kontoransat i bl.a Københavns Kommune, og var egentlig ikke specielt aktiv i det lokale frivillige arbejde i den tid. Men det ændrede sig markant, da hun gik på efterløn for 20 år siden.

»Det var en del af vores familie, at vi var aktive. Min mand var meget aktiv i forskellige sammenhænge og jeg var blevet tæt knyttet til mit lokalsamfund. Så det var oplagt for mig at gøre noget med min tid. Så jeg begyndte at bruge meget tid på frivilligt arbejde,« fortæller Astrid Busk Sørensen, som i dag er PR-medarbejder for Skovlunde Kulturhus, aktiv i lokalrådet, sekretær i Natteravnene og i det hele taget har hun en finger med i rigtig mange ting, når det kommer til Skovlunde.

Får tingene gjort

»Jeg har altid arbejdet for Skovlunde og jeg har forsøgt at opdrage de forskellige politikere og folk i kommunen til at forstå, at Skovlunde er en vigtig del af kommunen. Og det er efterhånden lykkedes. Men det handler også om, at jeg godt kan lide at få folk til at arbejde sammen og få noget til at ske. Nogen vil måske sige, at jeg kan lide at koste rundt med andre, men jeg synes nu det handler om at gøre noget for sit lokalsamfund« griner Astrid.

Men selvom hun er aktiv og kan få folk med sig, så er der et punkt, hvor det er en svær kamp.

»Det er svært at få de unge med. Børnefamilierne er så travle, at de ofte ikke er til at få med i det frivillige arbejde. Det er synd, for det er meget bedre, at det ikke kun er os gamle, der trækker læsset. Der skal også nogle andre og friskere øjne ind over indimellem,« pointerer Astrid, der også kan se, at rigtig mange af de unge familier flytter fra bebyggelsen i Bybuen.

»Før var her mange børn i hver opgang. Nu er der stort set ingen børn tilbage. Familierne flytter. De vil have mere plads,« siger Astrid, som ikke har hørt nogen klager fra sine egne tre børn over, at de måtte vokse op i samme værelse.

Polio som 11-årig

Faktisk kan det undre, at Astrid Busk Sørensen er så frisk og aktiv, når man tænker på, at hun blev ramt af polio som 11-årig. Det kostede tre uger i en hospitalsseng uden at måtte røre sig og efterfølgende genoptræning, der aldrig er sluttet helt.

»Jeg har stadig følgevirkninger og det er kun fordi jeg kort efter sygdomsudbruddet kom i intens træning med blandt andet cykling, at kroppen kunne klare det. Hun går stadig til træning for at holde kroppen i gang og hun kan indimellem godt mærke trætheden i kroppen. Til gengæld mødte hun Regner på en træningscykeltur på Fyn og det førte hende altså til Skovlunde og til det aktive liv, hun stadig lever.

Og selvom hun nu har rundet 80 år, har de to af sine børn boende tæt på og de syv børnebørn ofte på besøg, så har hun ikke tænkt sig at drosle ned.

»Så længe jeg synes det er spændende og så længe man kan bruge mig til noget, så bliver jeg ved. Jeg kan ikke forestille mig at gå i stå, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle klare det. Så jeg bliver ved, » siger Astrid Busk Sørensen med et smil og et tonefald, der ikke efterlader tvivl om, at hun mener det og at hun rent faktisk stadig vil være at finde i de lokale foreninger, hvor hun holder Skovlunde i ørerne.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *