Udvalgsformand: Intet er afgjort
hp.jpg
Helle Tiedemann (A) lover at der ikke bliver presset noget ned over beboerne i Egebjergvang-byggeriet og at alle høringssvar og forslag bliver gennemgået og overvejet.
Lokalplan Der er ingen grund til panik. Formanden for Teknik og Miljøudvalget, Helle Tiedemann (A) lover, at beboerne i Egebjergvang bliver hørt.

De bekymrede beboere i Egebjergvang-byggeriet, som frygter den nye lokalplan, skal ikke være bange for, at der bliver smækket 12 meter høje bygninger op lige i deres baghave. Det forsikrer formanden for Ballerup kommunes teknik- og miljøudvalg, Helle Tiedemann (A). Hun lover, at beboerne bliver hørt og at alle forslag skal vendes igen, inden der udarbejdes en endelig lokalplan for området.

»Vi lytter til beboerne, også i denne sag. Det har vi en tradition for. Vi kunne ikke drømme om at smække 12 meter høje boliger op lige i baghaven til de nuværende beboere. Det kommer ikke til at ske,« siger Helle Tiedeman, som beklager, hvis beboerne føler, at de ikke er blevet hørt.

Intet er gemt

»Der er ingen tvivl om, at den tidligere formand har holdt kortene tæt inde til kroppen. Men vi har forhandlet med dem, der har repræsenteret beboerne. Det kan man ikke rigtig klandre kommunen for. Jeg kan imidlertid forsikre om, at vi vil høre og inddrage alle relevante parter i sagen, inden noget kommer i gang,« siger Helle Tiedemann.

Beboerne har undret sig over, at det ikke blev nævnt i høringsbrevet, at der var et borgermøde. Det vil kommunen nu nytænke.

»Vi plejer faktisk ikke at skrive det i høringsbrevene, men i annoncen i avisen. Men det er faktisk en god ide at skrive det i brevet, for så er der flere som ser det. Så det vil vi gøre i fremtiden. Det er bestemt ikke et forsøg på at ”gemme” det,« siger udvalgsformanden.

Styr på trafikken

Ballerup Kommune er forbindelse med høringen og den nye lokalplan, klar over, at der kan komme nogle udfordringer med hensyn til trafikken, og det er man villig til at kigge på.

»Jeg ved ikke, hvor meget trafikbelastningen vil blive øget, hvis der kommer nye boliger. Det tror jeg ikke er meget. Men der er også planer om en skolesammenlægning og det kan jo altsammen betyde mere trafik.Vi er villige til at kigge på trafikmængden og lave trafiktælling. Vi skal under alle omstændigheder sørge for, at beboerne ikke bliver sandet til i trafik og vi skal i særdeleshed sørge for, at børnene får en sikker og tryg skolevej. Så vi er meget opmærksmme på de eventuelle trafikale udfordringer,« siger Helle Tiedemann.

Forvaltningen og senere udvalget vil nu kigge på de forslag, der kommer fra beboere og andre interessenter og derefter vil man kigge på, om der er nye forslag, der kan komme i spil, inden politikerne endeligt vedtager en ny lokalplan for området.

»Jeg kan i hvert fald garantere, at vi lytter og vurderer alle høringssvar, så vi får den optimale løsning. Vi vil ikke presse noget ned over hovedet på beboerne,« siger Helle Tiedemann.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *