El i cyklen giver vind i håret
Elcykler.jpg
Helene Wolff og Elise Bundgaard har været testpersoner i et forsøg med at bytte bilen ud med en elcykel. Nu kan de slet ikke undvære den tohjulede.
Transport Er det muligt at omvende to bilister med mere end 10 kilometer til arbejde til cykelpendlere på blot tre måneder? Svaret er ja, og midlet er en lille elmotor på cyklen, som giver medvind i al slags vejr.

Som et pilotprojekt mellem Ballerup Kommune, Nordea Liv & Pension og Topdanmark, har fire medarbejdere fået mulighed for at afprøve en el-cykel i en periode på tre måneder. Blandt andet Helene Wolff og Elise Bundgaard, der var de først to el-cyklister i projektet.

Helene og Elise arbejder i henholdsvis Nordea Liv & Pension og Topdanmark, begge lokaliseret i Ballerup. De har mellem 11 og 15 km hver vej, så for dem var det ikke oplagt at tage cyklen til arbejde. Det var lige indtil tilbuddet om at afprøve en el-cykel dukkede op.

»Jeg var solgt allerede efter den første måned med el-cyklen. Nogle gange var jeg nødt til at tage bilen, og det var vildt irriterende. Sådan havde jeg ikke troet, det ville være for mig,« lyder det fra Elise Bundgaard, der før projektet tog bilen til arbejde hver dag.

Fra inkarneret bilist til entusiastisk cyklist

»Det er helt fantastisk at kunne sidde på sin cykel og få frisk luft på vej til arbejde. Og man bruger alligevel benene en del, når man kører 30 km om dagen. Man kan ikke bare sidde stille og lade motoren gøre hele arbejdet,« siger Helene Wolff, som føler, at hun har forøget sin muskelstyrke i benene.

Elise Bundgaard har også haft glæde af el-cyklen på det motionsmæssige plan.

»I starten var jeg lidt øm i benene, men nu er der ikke noget at mærke, og så har jeg endda tabt 3 kg, kun ved at ændre vaner fra bil til el-cykel,« siger hun og tilføjer:

»Jeg kan også mærke en forbedring på humøret og energiniveauet, så jeg er virkelig positivt indstillet overfor projektet.«

Regn og vind ingen hindring

Regn og blæst, som normalt holder folk i bilerne, er ikke en hindring på den eldrevne to-hjuler.

»Man kan godt være tilbøjelig til at vælge bilen, når det regner eller blæser kraftigt, men det har altså slet ikke været tilfældet, nu hvor jeg har haft en el-cykel. Jeg er super glad for cykelturen, og regn og blæst har altså ikke været en hindring. Det er bare så nemt med elmotoren,« fastslår Elise Bundgaard.

Både Elise og Helene har planer om at anskaffe deres egen el-cykel, og de har begge haft en rigtig god oplevelse med at skifte bilen ud med en el-cykel flere dage om ugen.

»Det har helt sikkert været spændende at prøve kræfter med en el-cykel, både på godt og ondt. En af mine kollegaer har faktisk allerede købt en, efter at have prøvet min lånecykel, og jeg er i hvert fald selv blevet inspireret til at anskaffe mig en også,« erklærer Helene afslutningsvis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *