Buslinjerne 42 og 156 får ny stoppesteds-information. De velkendte køreplansoversigter forsvinder til fordel for sms-information. Forsøget kører i to en halv måned
Står man ved et stoppested for buslinjerne 42 eller 156, skal man fra den 30. januar til at bruge mobiltelefonen, hvis man vil vide, hvornår næste bus kører. Movia tester nemlig en simplere stoppesteds-information af som et forsøg. Forsøget sker på fire buslinjer i Ballerup og Rudersdal.
Forsøget kommer, efter at Movia har gennemført kundeundersøgelser om hvilken information, kunderne benytter ved stoppestederne. Hovedparten af kunderne ønsker blot at blive bekræftet i, at den bus, som de planlægger at tage, afgår fra stoppestedet i den ønskede retning. Stort set ingen kunder bruger informationen om de planlagte afgangstider og stoppesteder undervejs på selve stoppestedet, idet det er information, som de allerede har gjort sig bekendt med, inden de kom til stoppestedet via for eksempel Rejseplanen.
Forsøget med den simplere information kører frem til 17. april, hvorefter de velkendte køreplansoversigter vender tilbage til stoppestederne.
Movia vil efterfølgende sammen med Ballerup Kommune evaluere forsøget med henblik på en udskiftning af stoppesteds-informationen i 2018.