Rimmers lingvistiske talenter redder ham fra sit eget materiale
Lasse-Rimmer-premiere-billeder1-copy.jpg
Lasse Rimmers ’Selvtilfreds’ er det første show i Baltoppen LIVE, der bliver udsat for det nye, unge anmelderkorps fra Borupgaard Gymnasium. Jakob Lindquist Sørensen fra 3.r anmelder i denne uge.
Anmeldelse Stemningen fejlede ikke noget, da Lasse Rimmer onsdag den 29. januar gæstede Baltoppen LIVE med sit nye one man-show ’Selvtilfreds’.

Rimmer var knivskarp, og han mestrede positionen som alene mand på scenen, med stor autoritet.

Men lad mig være ærlig: Store dele af materialet faldt ikke lige i min smag. Rimmer brugte meget tid på at selvreflektere: aldersforskellen på ham og kæresten, hans anstrengte forhold til tidligere ægteskab, hans bekymringer om, hvad andre tænker om ham og hans alder i det hele taget, står for mig tilbage som særlige symptomer på et lige lovligt indadskuende fokus.

Alle kan havne i det hjørne, men det talte bare ikke til mig. Men måske var det bare mig, som stadig er 20 år og ”på vej op ad livets grønne bakke”, som han formulerede det til en 19-årig blandt publikum. Måske kunne jeg bare ikke helt relatere.

Publikum syntes at more sig alligevel, sandsynligvis fordi de fleste i forsamlingen kunne relatere i højere grad end jeg selv. Så snart Rimmer tog aldersbegreberne op i helikopterperspektiv, eller da han fx talte om det akavede øjeblik, hvor man finder sig selv i gang med at løfte en meget lav mand, som i øvrigt førte til en sekvens om tabuer, så grinede jeg igen af hjertet.

Og her stopper mine forbehold også for, at aftenen, akkompagneret af ’Selvtilfreds’-showet, var en succes. Lasse Rimmers komiske talent fornægter sig ikke, og sådan oplevede jeg det også onsdag aften.

I virkeligheden, kommer jeg slet ikke til et Lasse Rimmer standup-show for materialet. Jeg oplever Rimmers optrædener som et unikt greb af nuet, mens materialet blot er rammen for netop det, og her var onsdagens forestilling ingen undtagelse.

Som den største selvfølgelighed, lykkedes han både med at komme igennem sit materiale og gå ned af vilde sidespor, i selskab med publikum, som bliver inddraget som en vigtig del af det, Rimmer kan. Det er efterhånden en kliché, når man skal beskrive ham, men intelligensen, både den almene, men især den sproglige og hans evne til at udnytte øjeblikket, var vitterligt de vigtigste årsager til, at alt syntes at lykkes, den aften i Baltoppen LIVE.

Et godt grin og en god oplevelse på en iskold aften i Ballerup.

FAKTA

Jakob Lindquist Sørensen 3.r, anmelder fra Borupgaard Gymnasium så:

Lasse Rimmers stand-up show: Selvtilfreds

Onsdag den 29. 1. 2014

Baltoppen LIVE – www.baltoppen.dk

På danmarksturné indtil 29. marts

Se hvor på www.fbi.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *