Mette mistede sit sommerpalads
Nyttehave-brand-2.jpg
Mette Grenzs nyttehavehus er blevet brændt ned. Væk er flere års opsparing og hårdt arbejde med at forvandle en tom grund til et hyggeligt lille ’’sommerpalads’’, som hun kaldte det. Foto: Flemming Schiller
Brand Omkring 60.000 kroner gik op i røg, da ukendte gerningsmænd satte ild til Mette Grenzs nyttehavehus.

Det blev en meget trist begyndelse på 2014 for Mette Grenz fra Skovlunde. Året var kun 10 dage gammelt, da hun fik en nedslående opringning fra et bestyrelsesmedlem i nyttehaveforeningen Fløjholmen; Mettes elskede nyttehavehus var brændt ned til grunden.

»Jeg blev simpelthen så rystet over, at nogen kan finde på at sætte ild til et hus på den måde. Jeg havde lige været herude lørdagen før. Og nu står jeg så bare her på en tom grund. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, jeg tror stadig, jeg er lidt i chok over det,« siger en tydelig rørt Mette Grenz, da hun sammen med Ballerup Bladet besøger nyttehaven.

»Jeg bor i en lejlighed i Skovlunde sammen med min søn på fem år. Så det her er jo vores have – vores lille sommerpalads, hvor vi nærmest tilbringer hele sommeren ude. Eller, det gjorde vi,« tilføjer hun.

Der er hverken vand, elektricitet indlagt – eller noget der på nogen måde kan selvantænde i huset, så Mette Grenz er ikke i tvivl om, at branden er påsat. Men hvorfor, kan hun kun gisne om.

Mange indbrud

Det er desværre ikke første gang, at nyttehaveforeningen Fløjholmen oplever hærværk på husene, kan Lone Susanne Dyrholm, der er medlem af bestyrelsen, fortælle:

»Vi oplever rigtig mange indbrud herude. Alene i løbet af de sidste to år, har jeg haft indbrud i mit nyttehavehus tre gange.«

Heldigvis er der dog langt imellem at husene bliver brændt helt af.

»Ja, det er nogle år siden sidst. Men indbrud og hærværk døjer vi meget med,« siger Lone Susanne Dyrholm og tilføjer:

»Det er især om sommeren. Folk bryder ind i husene og stjæler mad og øl eller forskellige haveredskaber og -maskiner.«

Mette Grenz nikker:

»Ja, jeg har også fået stjålet en masse ting fra haven,« siger hun.

Ingen forsikring

Branden har helt taget modet fra Mette Grenz. Rent økonomisk har hun mistet for cirka 60.000 kroner, anslår hun.

Da hun overtog grunden for nogle år siden, var den helt tom. Så en stor del af hendes sparepenge er gået til at få bygget det lille nyttehavehus, som både havde en lille veranda foran og et lille tekøkken.

Dertil kommer møbler inde og ude, krukker, nips, haveredskaber og selvfølgelig sønnens legetøj, der nu alt sammen ligger i askedyngerne – mere eller mindre tilintetgjort af flammerne.

Forsikring har hun ikke noget af – da hendes forsikringsselskab ikke kunne tilbyde en forsikring af et nyttehavehus.

»Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. I første omgang må jeg bare vente til det bliver lidt bedre vejr, så jeg kan få ryddet op herude,« siger Mette Grenz og skubber med foden til en havekrukke, der som noget af det eneste har overlevet branden.

»Men altså, jeg har jo ikke råd til at bygge et nyt hus, så et eller andet sted har jeg også bare lyst til at droppe det helt. Eller måske skrive mig op til en anden nyttehave, hvor der er hus på grunden i forvejen. Jeg ved det simpelthen ikke. Det er så uoverskueligt lige nu,« siger hun.

Før og efter billeder:

nyttehave-foer1-copy Nyttehave-brand-(4)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *