Ny på chefgangen hos Schneider
Nyt job Jens Løppenthien, 53 år, er pr. 1. september udnævnt til Vice President for IT Business i Schneider Electric Danmark.

Her får han overordnede strategi- og salgsansvar for det anerkendte IT-brand APC by Schneider Electric, som er en del af den globale energispecialist Schneider Electric.

Jens Løppenthien bliver en del af den danske topledelse og overtager ansvaret fra Kim Bo Jensen, der fortsætter i den danske direktion som projektleder af et højt profileret, internt projekt.

Jens Løppenthien skifter fra en stilling som administrerende direktør for softwarefirmaet 7-Technologies, der i 2011 blev opkøbt af Schneider Electric. 7-Technologies er kendt for sin simuleringssoftware, der er med til at spare energi i vand- og fjernvarmeforsyningen. Nu skifter Jens Løppenthien den energirigtige forsyningssoftware ud med energibesparende løsninger til datacentre og cloud-baseret hosting.

Efter 13 succesfulde år som chef og medejer af softwarevirksomheden i Birkerød, ser Jens Løppenthien frem mod nye udfordringer.

»Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med et helt nyt segment som en del af den danske direktion. Det er et oplagt tidspunkt at søge nye udfordringer, når man tænker på den fantastiske rejse, jeg har taget med 7-Technologies. Her jeg har været med til at sikre en position som anerkendt spiller på softwaremarkedet, har gennemført et salg til Schneider Electric og sikret en vellykket integration i en global virksomhed. Det har givet helt nye og spændende muligheder for 7T,« siger Jens Løppenthien.

Jens Løppenthien har en fortid i Mærsk Olie & Gas, COWI og 7-Technologies, hvor han de seneste 13 år har været administrerende direktør. Han er uddannet civilingeniør med en kandidatgrad i Chemical Engineering fra DTU.

Til dagligt bor Jens Løppenthien i Hørsholm, og han har to børn på 17 og 19 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *