Forældre samler underskrifter
Skolestruktur En far til to børn på Højagerskolen har iværksat en underskriftsindsamling i protest over den foreslåede skolelukning. Foreløbig har 412 skrevet under.

Da Ballerup Kommune i forrige uge sendte forslaget til en ny skolestruktur på gaden, blev det mødt med stor modstand fra flere forældre til børn på Højagerskolen. Forslaget indebærer nemlig en lukning af skolen, hvor de nuværende elever i stedet vil blive flyttet over på Egebjergskolen.

En af de utilfredse forældre er Jørgen Erik Christensen, der har to børn på Højagerskolen. Han blev faktisk så gal, at han skyndte sig at iværksætte en underskriftsindsamling på nettet:

»Jeg startede underskriftindsamlingen, fordi jeg ikke er tilfreds med det oplæg, som er kommet fra administrationen på rådhuset,« siger han og fortsætter:

»Underskriftindsamlingen skal vise, at vi er mange som ikke synes, at det er en god ide at lukke Højagerskolen.«

Stor opbakning

Jørgen Erik Christensen står bestemt heller ikke alene med synspunktet om, at en lukning af Højagerskolen er en dårlig idé. Han oprettede underskriftsindsamlingen den 1. februar og allerede nu har 412 personer været inde og skrive under. Flere har også skrevet kommentarer på siden. Blandt andet lyder det fra nogle af gæsterne:

»Tilslutter mig et kæmpe NEJ til lukningen af Højagerskolen. Der findes børn i Ballerup, som har brug for en mindre skole og for mindre klasser. De fungere ikke i de store grupper – men SKAL inkluderes!! Hvorfor er der ingen der tænker på disse børn. De bliver de største tabere hvis denne lukning gennemføres.«

Mens en anden skriver:

»Mine bekymringer omkring lukningen er mange. En af dem er den lange og farlige skolevej mine børn får (3km). Det vil resultere i, at vi må køre dem til skole indtil ca. 4. klasse. Det harmonerer jo ikke så godt med kommunens mål om, at børn skal cykle i skole. De skal krydse både Jonstrupvej og Skovvej. Det er bare ikke forsvarligt, før de er ret gamle.«

Selv siger Jørgen Erik Christensen om underskriftsindsamlingen:

»Jeg håber, at den kan være med til at at åbne for en konstruktiv dialog med børne- og skoleudvalget om andre løsninger, så vi kan bevare en skole i nærmiljøet.«

Underskriftsindsamlingen kan findes på hjemmesiden: www.skrivunder.net/hojagerskolen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *