En stor naturoplevelse
Debat Midt i virvaret i det engang ellers så naturskønne område omkring »Marbækbanen«, den lille golfbane tæt ved Svanesøen, kastede sidst på eftermiddagen en lille naturoplevelse af sig under en af mine mange, dejlige gåture som så mange andre, der gladeligt benytter dette store rekreative område til alle mulige former for motion - også for menneskets bedste ven, hunden.

Men det er ikke den, det skal dreje sig om her.

Som bekendt for alle, der færdes i området, har Ballerup Kommune udgravet et nyt og slyngende å-forløb med udløb i netop Svanesøen.

Det var langs dette jeg gjorde denne ornitologiske oplevelse af de helt store. Den kolibri-agtige og meget sjældne is-fugl spejlede sin koboltblå fjerdragt ned mod åens strømmende vand, da den skyndsomt tog flugten fra brinken, hvor jeg øjensynligt var kommet til at forstyrre den.

Den fløj tæt og lavt forbi mig hen over vandet og forsvandt ud mod Svanesøens svajende sivskove.

Altså håb endnu for alle naturelskere. Også i Ballerup.

Trods landskab og områder evigt »omkalfatres«, nogen gange til det gode, og andre det modsatte, ja, så lod »den blå gæst« sig ikke afskrække af gravkøer og opstemmede, nøgne jordvolde tæt ved, men havde taget det ny åforløb i øjensyn.

Må der kun komme flere af den slags naturoplevelser, og foreløbig ser kommunens projektet da også ud til at lykkes til gavn for dens borgere, de firbenede – og nu en meget sjælden fugl, der lod sig se i Ballerup.

Måske den er kommet for at blive, og ej blot er en »enlig svale«.

1 kommentar om “En stor naturoplevelse”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Godt skrevet, Steffen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *