Morgensvømmere undrer sig over forbud
morgenbadere_9.jpg
Der morgenhygges i badet blandt medlemmerne af ’Morgendråben’. Men et kommunalt forbud mod at få en ’lille en’ på mærkedage, som medlemmerne har fået i 20 år, har gjort stemningen anderledes. Foto: Flemming Schiller.
Morgenfrisk Siden 1995 har en gruppe morgenbadere hygget sig og netværket i East Kilbride Hallen. Nu truer et pludseligt kommunalt forbud med at opløse gruppen.

Det handler ikke bare om at svømme tidligt om morgenen. For de mange medlemmer af ’Morgendråben’ har de faste morgensvømmeture også en stor social betydning. Her kigger man efter hinanden, spørger ind til hinanden og hjælper hinanden, hvis tiderne er tunge. Hvis nogen ikke dukker op, så besøger man den fraværende for at være sikre på, at alt er ok.

Sådan har det været siden 1995, altså i 20 år, hvor de morgenfriske svømmere har mødtes til en svømmetur og en lille morgenbitter i East Kilbride Hallen.

Men nu er sammenholdet ved at krakelere. Stemningen er blevet lidt mere mismodig og mislydene trænger ind.

For i august måned besluttede Ballerup Kommune pludselig, at der ikke længere måtte serveres alkohol i East Kilbride badet. De fleste steder har der været et fungerende forbud i mange år, inklusive i Ballerup, men man har altså i mange år ikke fundet, at det var et problem, at morgenbaderne, der hovedsageligt består af pensionister, fik en lille en efter morgenturen.

Men pludselig, uden yderligere diskussion, besluttede kommunen altså at det skulle være slut med den lille morgenbitter. Det har haft en stor betydning for morgendråbens medlemmer.

»Det er jo ikke fordi, at vi bare skal drikke uhæmmet eller at vi ikke kan mødes uden alkohol.

Men den der sammentømrede stemning har lidt et knæk. Det er som om, at folk føler, at de gør noget galt. I august måned fik vi pludselig at vide, at der ikke måtte serveres alkohol og at vi fremover ikke måtte tage en morgenbitter. Så blev vi lovet en kaffemaskine, men den har vi ikke set skyggen af. Det er fint nok, hvis man efter så mange år pludselig finder ud af, at nu må man ikke drikke en lille en inden der kommer andre gæster i svømmehallen om morgenen. Men vi er aldrig blevet inddraget i beslutningen eller har hørt noget om det. Vi er bare blevet pålagt et forbud,« siger Bent Rasmussen, medlem af ’Morgendråben’ siden 1995 og morgenbader siden 1970’erne.

Beklagelige episoder

Han erkender, at der var nogle medlemmer, der ikke rigtig kunne styre den der morgenbitter og fik lidt flere end en enkelt og at det måske har været grunden til, at kommunen har fået en klage. Men han forstår ikke, at det skal trækkes ned over hovedet på en flok morgenbadere med en uskyldig hobby.

»Vi har altid sat en ære i være sammen og hjælpe hinanden og få en bitter, hvis der var en fødselsdag eller en anden højtid. Jeg ved godt, at der har været enkelte medlemmer, som ikke rigtig har kunnet styre det og det har vi påtalt. Men siden der kom en klage fra svømmeklubben Triton, så er forbuddet pludselig blevet trumfet igennem. Det er ærlig talt noget pjat. Nu har det fungeret i så mange år og vi har bygget en social samhørighed op og den er så på vej til at blive ødelagt,« siger Bent Rasmussen, som godt kan forstå argumentet om, at man må kunne mødes på et offentligt sted uden at drikke.

»Vi har efterlyst den kaffemaskine, for det kan da sagtens være, at en kop kaffe eller to er lige så godt. Men den har vi aldrig fået. Hele sagen lugter af politisk korrekthed og af, at nogen har fået ondt af, at vi mødes på en måde, som vi har mødtes i 20 år,« siger Bent Rasmussen.

Frivillig indsats

Han undrer sig over fremgangsmåden, også fordi Ballerup Kommune ofte fremhæver den frivillige indsats og værdien af, at borgerne engagerer sig i forhold til hinanden og hjælper hinanden uden for offentligt regi.

»Den store sociale betydning, som vores morgengruppe har, skal ikke undevurderes. Det kan godt være, at alkohol ikke er omdrejningspunktet, men den her danske hygge betyder noget.

Det skaber en tryghed og en måde for folk at åbne sig. Det er tydeligt, at gruppen ikke føler sig velkommen mere,« siger Bent Rasmussen, der igen understreger, at morgenbaderne ikke er i svømmehallen, når skolebørn og almindelige badegæster er tilstede.

Uheldig tendens

Bent Rasmussen pointerer også, at han og resten af morgendråberne ikke er ude efter den daglige ledelse eller de ansatte i East Kilbride Hallen, men blot vil gøre opmærksom på en tendens, han finder uheldig.

»Der er mange lignende foreninger rundt om i haller i andre kommuner og der kan det sagtens fungere. Det har jo også fungeret i 20 år hos os, med undtagelse af et par episoder, som vi selvfølgelig beklager og er kede af. Vores mål er at bibeholde det gode sociale arbejde vi rent faktisk gør og samtidig vise, at kommunens fremfærd er meget drastisk og uforståelig,« siger

Bent Rasmussen, der har været til møde med både udvalgsformand Tom Nielsen (A) og borgmester Jesper Würtzen (A) om sagen. Men trods forståelse for gruppens problemer har det ikke ændret beslutningen.

Handler om sikkerhed

Men ifølge den øverste administrative leder for svømmehallen, direktør for Ballerup Idrætsby, Ketil Christensen, handler det grundlæggende om sikkerhed.

»Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det er en politisk beslutning, som vi har taget til efterretning. Overordnet set handler det, set med mine øjne, om sikkerhed. Kombinationen af alkohol og badning i store bassiner og sauna er ikke den bedste. Samtidig har vi oplevet, at andre badegæster kommer senere på dagen og åbner øl, og når vi så påtaler det, fordi der ikke må indtages alkohol, når der er eksempelvis børn til stede i hallen, så henviser de til morgenbaderne og undrer sig over, at de må. Så ud fra et lighedsprincip, så har vores medarbejdere svært ved at forsvare det,« siger Ketil Christensen, som samtidig har eksempler på, at alkoholindtaget ikke kun er sket ved mærkedage.

»Men det er en politisk beslutning, som vi har fulgt,« siger Ketil Christensen.

Håber de har nydt det

Hos den politisk ansvarlige, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Tom Nielsen (A), er sagen også klar.

»Det handler om, at der er kommet klager fra både skolelærere og Triton. Der er nogen, der har følt sig lidt utrygge ved, at der stod en gruppe modne mænd og fik en lille en og en til tider højrøstet diskussion. Det var kommet flere politikere for øre og det var svært for mig at forsvare det. Vi har jo haft generelt forbud mod alkohol i svømmehallen i flere år, så jeg kan simpelthen ikke forsvare det,« siger Tom Nielsen, der selv har været på morgensvømmerholdet i flere år.

Han anerkender, at morgensvømmerne også har stor social betydning og derfor er det vigtigt at bakke op om fællesskabet.

»Det halve af samværet handler jo om det sociale. Hvis en ikke dukker op, træder beredskabet i funktion og derfor er det vigtigt, at samværet ikke forsvinder. Derfor vil jeg følge op på kaffemaskinen, for jeg synes det er vigtigt, at de kan mødes om noget. Men med hensyn til det med morgenbitteren, så må jeg bare sige, at jeg håber, at de har nydt det,« siger Tom Nielsen, der personligt ikke mener, at ’Morgendråbens’ sammenkomster har været til generel gene i hverdagen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *