17 teenagere og et par dukker, der skal mades
babysitterkursus_5.jpg
De unge kursister skulle blandt andet lære at børste tænder på dukkerne. Inden havde de børstet hinandens tænder for ligesom at få håndelaget. Foto: Flemming Schiller.
Lærdom På ungdomsskolen i Ballerup strømmer unge til et kursus i babysitting. Her har en stor flok udskolingselever netop fået ’kørekort’ til babyers pleje.

Man skulle nok ikke tro, at mange 14-15 årige piger (og drenge) ville have travlt med at tage et kursus på ungdomsskolen om babysitting. De gængse kurser på Ballerup ungdomsskole er mange, men handler mest om musik, IT og mere klassiske ungdomsfag. Men i lokale N3 sidder 17 elever fra 7. og 8. klasse, som har valgt at tage et kursus i netop babysitting.

Ballerup Bladet kigger indenfor på den sidste undervisningsdag, hvor de 17 piger og drenge er i gang med at lære om babyers hygiejne, spise- og sovevaner, sund kost og række andre tips og tricks til, hvordan man bedst passer babyer.

Dette er ikke et kursus for vordende (meget) unge mødre. Det handler om at være klædt på til opgaven, når de om kort tid skal søge jobs som babysittere for andre som fritidsjob.

Mens eleverne er i gang med at børste tænder på hinanden, får vi en snak med den ene undeviser, Maria Bjørking fra Sundhedsplejen i Ballerup.

Stort engagement

»Det er et kursus, som er inspireret af andre kommuner. Vi kunne se, at det var vældig populært og derfor oprettede sundhedsplejen i samarbejde med ungdomsskolen dette her kursus. Og vi må sige, at der er både stort fremmøde og stort engagement,« siger Maria Bjørking, som fik 21 tilmeldinger, men som endte med 17 elever, der til gengæld har været meget interesserede.

»De har alle fra starten været meget interesserede og det er tydeligt, at det er unge, der gerne vil det her. Derfor har det været rigtig spændende og sjovt at undervise dem. Ingen har synes det var mærkeligt, det har været helt naturligt,« siger Maria Bjørking.

Eleverne har været her i alt fem gange til et par timers undervisning. Dertil kommer to undervisningsgange med førstehjælp og derefter et kort praktikforløb i en daginstitution.

Derefter er de unge klar til at komme ud og passe de rigtige børn.

For selvom der er stort engagement og øvelserne er meget tæt på virkeligheden, så er ’børnene’ der skal mades, pusles og skiftes kun dukker.

»Vi havde faktisk en rigtig baby på besøg en af gangene og det gav lidt ekstra til undervisningen. Men ellers er det jo dukker, og derfor er praktikforløbet vigtigt, så de får en fornemmelse af, hvordan tingene foregår i virkeligheden.

Et kodeks

Den teoretiske undervisning omhandler også et ’babysitter-kodeks’, hvor de vordende babysittere lærer om, hvad man gør og ikke gør. At man er opmærksom, ikke hænger i mobiltelefonen eller tablet og at man i det hele taget er på, når man passer børn. Også emner som soveritualer og forventningsafstemning i forhold til aflønning og tider, bliver berørt.

»I realiteten underviser vi i babysitting af børn fra nyfødte, men realistisk er det nok børn fra to år og opefter. Men det man lærer, kan jo bruges hele vejen,« siger Maria Bjørking.

Vil være pædagog

Der er et par dukker, der skal skiftes og en skov af fingre ryger i vejret, når Maria spørger, hvem der vil skifte først.

Jonas og Noor fra henholdsvis 7.I og 7.H på Skovvejens Skole sætter sig klar til at skifte tøj og ble på dukkerne. Jonas er en ud af to drenge på holdet og er ganske ferm til det. Han har været en af de mest flittige elever på kurset, selvom han også er lidt ulden ved at lade sig fotografere til avisen. Han kunne risikere at vennerne griner lidt ad ham. Han ved ikke, at om nogle år er hans viden og lyst til at tage sig af børn, et aktiv som tøserne vil være vilde med.

»Jeg meldte mig til kurset fordi jeg gerne vil ud og tjene nogle penge som babysitter. Men jeg drømmer faktisk om at blive pædagog, når jeg bliver voksen. Jeg synes, det har været ret sjovt at være med til, selvom det måske ikke er noget, som drenge gør så meget,« siger Jonas og koncentrerer sig om at få bleen til at sidde helt perfekt.

Ved siden af sidder Noor, som også er meget koncentreret om at få knapperne i den lille dragt til at sidde rigtigt.

»Jeg håber også at kunne komme til at tjene nogle penge på at babysitte. Jeg synes, det har været rigtig sjovt og vi har lært en masse nye ting, som man ellers aldrig ville have lært. Det er godt være forberedt,« siger Noor, som dog ikke har nogen ambitioner om at være pædagog eller arbejde med børn som voksen. Hun vil genre være advokat.

Der er mange ting, der skal nås inden de 17 unge kan slippes ud fra kurset som eksaminerede babysittere, så vi lister af igen. Men succesen er i hus og der bliver nok oprettet et hold igen næste år.

»Dette er det første hold i Ballerup, der er færdige. Nu skal de ud og måske prøve deres kunnen i praksis som babysittere. Men vi håber, at der kommer et hold igen næste år,« siger Maria Bjørking og sætter gang i den sidste del af undervisningen af Ballerups første og formentlig ikke sidste unge babysitningseksperter.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *