Ballerup vil målrette borgerindsatsen
Forsøg Ballerup er de kommende fire år blevet en frikommune. Det betyder, at kommunen vil gøre op med ufleksible arbejdgange og bøvlet sagsbehandling.

Nogle gange så har en familie så mange handleplaner og arrangementer medmyndighederne, at de mange krav og paragraffer kolliderer med hinanden. På den ene side skal eksempelvis en enlig mor på kontanthjælp i aktivering og bliver måske pålagt at arbejde om natten. Men på den anden side har et andet offentligt kontor krævet, at hun skal være der for sine børn, så de ikke bliver fjernet. Så modarbejder planerne pludselig hinanden og borgeren kommer let i klemme imellem de forskellige regler.

Den situation vil Ballerup Kommune gerne undgå, at deres borgere havner i og derfor vil de smidiggøre arbejdsgangene og gøre det lettere for myndighederne at lave en samlet plan for en familie, hvor der tages hensyn til de mange krav og regler.

Sammenhængende plan

Ballerup Kommune er sammen med en række andre kommuner blevet udvalgt til at være frikommuner i de kommende fire år og de ni kommuner vil nu gå sammen om temaet ’En plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren’.

Dermed vil de ni kommuner, på Ballerup kommunes foranledning, gøre op med den ovenstående situation og gøre sagsbehandlingen mere smidig. Som det er i dag må forskellige myndigheder nemlig ikke udveksle oplysninger på tværs af hinanden og derfor kan kvinden opleve at skulle afgive de samme oplysninger flere gange og desuden kan de blive sat gang i forskellige indsatser, der altså kan kollidere med hinanden.

Spare tid og penge

»Vi har i dag ikke lov til at sammenkøre data og der er meget skrappe krav til, hvad vi må vide om borgeren. Det kan være meget godt i forhold til datasikkerhed, men problemet er, at vi hurtigt havner i en situation, hvor det ene kontor ikke ved, hvad det andet laver, sådan populært sagt. Så havner man i en situation, som er til stor gene for borgeren. Efter vi er blevet frikommune kan vi få dispensation til at forsøge nogle nye ting, og derfor går vi sammen med de andre kommuner om at gøre sagsbehandlingen mere smidig. Det vil kræve adgang til flere data og det er det, som vi nu vil arbejde for at få lov til,« siger Eik Møller, kommunaldirektør i Ballerup Kommune.

Han understreger, at projektet er skubbet i gang af Ballerup Kommune og at det nok ikke var kommet i gang, hvis ikke kommune havde insisteret på det.

»De andre kommuner er med på det, men det var på vores foranledning. Vi føler, at det er en vigtig sag. Der er relativt få familier, der lægger stort beslag på de kommunale ressourcer og hvis vi kan lave en mere sammenhængende plan for den enkelte familie, så gør vi det lettere for vores borgere og samtidig sparer vi også tid, ressourcer og i sidste ende penge,« siger Eik Møller.

Færre regler

Med frikommunestatusen vil det være muligt for kommunerne at skabe nye veje, men det kræver også, at der skal argumenteres for det.

Derfor skal kommunerne samlet inden årsskiftet søge om hvilke paragraffer de vil fritages fra og ad den vej kunne skabe en mere sammenhængende indsats.

Det er Ballerup Kommune der har den koordinerende rolle i frikommune-netværket, der udover Ballerup Kommune består af Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød Kommuner og målet er at få ny viden og praktiske erfaringer, der kan bidrage til forenkling af statslige regler og erfaringer med nye løsninger, der samlet understøtter en bedre og mere effektiv lokal styring.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *