Om DF’s ’vilde’ krav
Debat Svar til Lolan Ottesen om Dansk Folkepartis »vilde« krav til budgetforhandlingerne.

For det første, gik vi IKKE ind i budgetforhandlingerne med KRAV, men havde ønsker til hvad vi mener, der er behov for i Ballerup Kommune.Vores ØNSKER var fra starten blandt andet 28 årsværk til ældre-/pleje området, fordi vi mener, der stadig er et stort behov for flere resurser indenfor netop dette område. Især når vi ser på resultaterne af de tilsynsrapporter vi får fra flere plejecentre i Ballerup Kommune, er der stadig meget der kan rettes op på. Lolan Ottesen skal blot gå tilbage til det forrige økonomiudvalgsmøde og kommunalbestyrelsesmøde og kigge på resultaterne af kontrolbesøgene på visse af Kommunens plejecentre, for at finde ud af, at der endnu er meget at ønske på netop det område, som Lolan Ottesen i øvrigt selv er formand for.

For det andet, skal vi i Ballerup Kommune – ligesom alle andre kommuner -hjemtage endnu ikke færdigbehandlede borgere fra sygehusene, dette kræver enorme resurser af et bredt sundhedsfagligt kompetent personale, til at løfte de opgaver som sygehusene normalt plejer at udføre.

Mit parti Dansk Folkeparti har ganske vist i regeringen, fået indført »Ældremilliarden« og »Værdighedsmilliarden« som for Ballerup betyder, at vi har fået tilført ekstra cirka 2 x 9 millioner årligt til ældre området. Det er bestemt rigtigt godt, men stadig ikke tilstrækkeligt til at have fejlfrie tilsynsrapporter på plejeområdet i Ballerup.

Dansk Folkeparti i Ballerup, gik ind i de kommunale forhandlingerne med ønsker om 28 årsværk til ældre-/pleje området. Men vi fandt meget hurtigt ud af, at der på ingen måde var velvillighed fra hverken Socialdemokratiet eller Venstre til at imødekomme vores ønsker bare tilnærmelsesvist. Heller ikke selv om vi – med et samlet forlig for øje – reviderede vores budgetønskerne på ældre-/pleje området til 7 årsværk, var man villig til at lytte til vores ønsker.

Vi ville i Dansk Folkeparti rigtigt gerne have været en del af et samlet budgetforlig for 2017, men da der ikke var vilje fra de to største partier til at imødekomme vores ønsker bare tilnærmelsevist, så vi derfor ingen grund til at deltage i de videre forhandlinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *