Frivillighedsrådet deler penge ud
Socialt arbejde Der er overskud på kontoen til fordel for frivilligt socialt arbejde, derfor søger Frivillighedsrådet interesserede foreninger og organisationer.

Kommunalbestyrelsen afsætter årligt et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde, men her i 2016 resterer endnu en del af beløbet, og derfor har Frivillighedsrådet i Ballerup Kommune helt ekstraordinært fået mulighed for at indkalde og behandle nye ansøgninger om økonomisk støtte efter servicelovens § 18 om tilskud til frivilligt socialt arbejde.

Rådet efterlyser ansøgninger fra foreninger og organisationer, hvor man står og mangler penge til aktiviteter som støtter og udvikler det frivillige sociale arbejde i kommunen.

»Den økonomiske støtte skal rette sig mod den del af det frivillige sociale arbejde, hvor den frivillige indsats er afgørende. Det vil sige, at det er betingelsen, at den frivillige indsats er kernen i aktiviteten. Tilskuddet skal således fungere som en støtte til den specifikt frivillige indsats,« forklarer formand for Frivillighedsrådet Connie Hartz.

Baseret på frivillig indsats

Frivilligt socialt arbejde er en samlet betegnelse for frivillig indsats, frivillig organisation og for de aktiviteter, som frivillige godkendte foreninger og organisationer driver og som foregår inden for det sociale område.

»Det er dog vigtigt også at være opmærksom på aktiviteter, som foregår uden for den normale kreds af det, der betegnes som frivillige sociale foreninger og organisationer. Det kan i særlige tilfælde handle om aktiviteter, der foregår i tilknytning til for eksempel boligforeninger og idrætsforeninger, men som har et tydeligt socialt sigte og baserer sig på frivillig indsats,« forklarer Connie Hartz.

Man kan finde mere information og ansøgningsskema på www.ballerup.dk/ss-18-frivilligt-socialt-arbejde. Ansøgningsfrist er 4. november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *