Pengestrømmen fra by til land skal stoppes
pengesedler-COLOURBOX4388421-copy.jpg
Der flyder mange milliarder kroner fra hovedstadskommunerne til landkommunerne. Nu synes blandt andre Ballerup Kommune, at det er blevet for meget. Foto: Colourbox
Kommunalt oprør Ballerup vil sammen med 33 andre kommuner i og omkring hovedstaden have stoppet den voldsomme udligning mellem land- og bykommunerne.

I mange år har der flydt en strøm af penge fra de ’’rige’’ kommuner i hovedstadsområdet til de ’’fattige’’ kommuner i landområderne. Især siden kommunalreformen i 2007 er der ifølge indenrigsministeriets beregninger sket en stigning i pengestrømmen fra by til land.

Men nu skal den tendens bremses. Det mener Ballerup Kommune, som sammen med 33 andre kommuner fra hovedstadsområdet vil have stoppet det, som de mener er en skæv udvikling. En udvikling, der blot dræner en række i forvejen belastede kommuner i hovedstaden og sender penge til kommuner i landområderne, der i mange tilfælde slet ikke har behovet for mere udligning.

Meningen med udligningen var nemlig, at sikre at kommunerne på tværs af landet får en mere ensartet service. Men mange kommuner i hovedstadsområdet, inklusive Ballerup har altså nu fået nok. De mener, at udligningen skal tilbage til 2007-niveau, hvor der blev sendt syv milliarder kroner fra land til by. I 2017 bliver der sendt i omegnen af 12 milliarder kroner den samme vej.

Belastede kommuner

»Vi vil gøre op med den efterhånden skæve udligning, der finder sted. Af de ti mest belastede kommuner i landet med de fleste sociale udfordringer er de syv beliggende i Hovedstadsområdet. Ballerup er på sjettepladsen. Vi mener ikke, at det hænger sammen længere, at vi skal sende så mange penge i retning af landkommunerne, når vi har så store sociale udgifter i dette område. Derfor har vi startet kampagnen,« siger Eik Møller, kommunaldirektør i Ballerup Kommune.

Kampagnen hedder ’Stop forskelsbehandlingen.nu’ og består af 34 kommuner i Hovedstadsområdet samt Roskilde, Køge, Solrød og Stevns Kommuner.

Faldende serviceniveau

Kampagnen skydes i gang nu, fordi Indenrigsministeriet skal have udarbejdet en stor rapport, der skal ligge færdig inden årets udgang. Rapporten skal netop anbefale, om udligningen skal ændres eller fortsætte som hidtil. Derfor mener kommunerne, at der skal handles nu.

»Vores serviceniveau falder og rigtig mange kommuner i hovedstadsområdet kæmper med stigende sociale udgifter. Jeg anerkender, at en kommune som eksempelvis Lolland har store problemer og vi vil gerne bidrage med vores til, at der kommer gang i det område. Men den voldsomme stigning vi ser i udligningen mellem land og by giver ikke meningen længere. Derfor skal vi tilbage til et mere rimeligt 2007-niveau,« siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Han og resten af kommunerne mener, at mens der stadig er et behov for at hjælpe en del kommuner i områder, der er hårdt ramt af sociale udfordringer, arbejdsløshed og manglende erhverv, så er der mange kommuner, der slet ikke er så ’fattige’ som udligningen lægger op til.

Mindre til rådighed

»Vi sender halvdelen af vores virksomhedsskatter ud af kommunen og det er slet ikke rimeligt, når vi ser på de socioøkonomiske tal. At Ballerup ligger nummer seks på listen over de meste socialt belastede og at syv ud af ti kommuner er i Københavns-området. Det hænger ikke sammen længere,« siger Jesper Würtzen.

Han peger på, at ifølge tal fra Penge & Privatøkonomis Kommuneguide 2014 har en familie i hovedstadsområdet, hvor far er håndværker og mor er sygeplejerske samt to børn, 96.000 kroner mindre til rådighed i gennemsnit end den samme familie ville have i Nordjylland. Det er 8000 kroner om måneden, hvilket i følge borgmesteren viser ganske tydeligt, hvor skæv fordelingen er.

»Serviceniveauet i hovedstadsområdet ligger i dag på indeks 98,8 hvor landsgennemsnittet er indeks 100,6. Det viser, at det er på tide at få stoppet den skæve udligning og derfor håber vi, at vi med en samlet stemme kan få ændret holdningen hos politikerne i Folketinget,« siger Jesper Würtzen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *