»Menighedsrådet er ingen sindsdomstol«
lars_bach_4.jpg
Lars Green Bach er formand for menighedsrådet i Skovlunde Sogn og ser det som sin fornemste opgave at gøre Skovlunde Kirke åben og tilgængelig for alle. Visionen er at være åben, vedkommende og bæredygtig. Foto: Flemming Schiller
menighedsrådsvalg Lars Green Bach er formand for Skovlunde Menighedsråd. Han mener, at en plads i rådet giver indflydelse og en masse kontakter.

Man skal bare høre ordet, så har mange allerede en forestilling om, hvad det er for noget. Menighedsrådet. Det er noget med en lukket og støvet forsamling i et mørkt baglokale, hvor man drikker kaffe, spiser småkager snakker om kirkebazar og er over 70 år. Men virkeligheden har det med at overgå fantasien og det gør den også i tilfældet Skovlunde menighedsråd.

For fire år siden blev den nu 41-årige Lars Green Bach valgt til formand for rådet og han repræsenterer en helt anden persontype end den, som den fordomsfulde forestiller sig sidder i menighedsrådet. Lars Green Bach er en moderne familiefar, sportschef i Dansk Svømmeunion og meget optaget af at være en af ildsjælene i sin by. Han mener ikke, at menighedrådet er hverken kedeligt eller uvæsentligt. Tværtimod. Han mener, at der er maser af mening i at stille op til menighedrådesvalget, der afholdes den 8. november over hele landet.

Åben og vedkommende

»Danmark har en demokratisk kirke, hvor præster samarbejder med lægfolk som mig. Kirken har faktisk stor betydning for rigtig mange mennesker i lokalsamfundet. I hvert fald, hvis kirken lægger vægt på at være en åben og vedkommende kirke. Det vil vi være i Skovlunde og det afspejler vores arbejde, synes jeg. Kirken skal være en del af lokalsamfundet, og lukker sig ikke om sig selv, men er derimod en aktiv spiller i de aktiviteter og ting der foregår, » siger Lars Green Bach.

Han pointerer, at mere end 80 procent af befolkningen er medlem af folkekirken, så det er ikke bare en irrelevant størrelse, man kommer til at få indflydelse på.

»Det er klart, at tro og kirke betyder noget andet i dag end for 50-100 år siden. Men det er en del af udviklingen. Folk stiller spørgsmålstegn ved troen og kirkens rolle i dag og det er helt fint. Det er også den måde, hvor vi kan rykke os på og møde folk udenfor kirkerummet,« siger Lars Green Bach.

Man behøver ikke at være troende i traditionel forstand for at være medlem af et menighedsråd.

»Rådet er ingen sindsdomstol. Man skal naturligvis være medlem af folkekirken, men man behøver ikke at tro på den ’oprindelige’ måde. Det står medlemmerne frit for, hvordan de tror. Målet er at leve op til sognets vision om at være en åben, vedkommende og bæredygtig kirke i tiden. Det kan man gøre på mange måder,« siger Lars Green Bach.

Mange opgaver

Helt konkret består arbejdet for de 14 medlemmer af mange forskellige ting. Der er noget for enhver smag, kan man sige. Det er en del administrativt arbejde som at arbejde med ejendomme og lovgivning på området. Men der er også den mere ’udadvendte’ del som at være en del af lokale aktiviteter og udvikle nye måder, som byen kan være sammen på. Både i kirken og ude i samfundet.

»Der er mange opgaver og en stor grad af frihed, og det tiltaler folk. Her kan folk bruge deres evner indenfor administration og lovgivning, men de kan også være ildsjælene, der arrangerer optog eller markeder. Der er plads til alle, også aldersmæssigt,« siger formanden. Skovlunde Menighedsråd har medlemmer fra 20’erne op til 70’erne. Men overvægten er 55+.

Travle familier

»Det handler om, at tid er en faktor. Børnefamilierne har travlt, jeg har selv tre sønner, så jeg ved det. Der betyder, at et arbejde i eksempelvis menighedsrådet bliver valgt fra. Men jeg taler med rigtig mange mennesker, og mange synes faktisk, det lyder interessant. Men tiden er ikke til det. Derfor er der en overvægt af lidt ældre mennesker. Men det handler ikke om, at det er kedeligt eller irrelevant,« siger Lars Green Bach, som mener at de mange fordomme om kirkens manglende betydning for folk er stærkt overdrevet.

»Vi har rigtig mange aktiviteter og samler byen og jeg mærker bestemt opbakning til det, vi gør,« siger han og nævner arrangementer som demonstration mod bandekriminaliteten og markering af grundlovsdag, hvor der var massiv opbakning.

»Vi skal være i lokalsamfundet og afspejle det. Vi skal være en del af dagliglivet, og hvis vi skal være en moderne kirke og have noget at byde ind med, så skal man også rykke sig. Det gør vi i Skovlunde,« siger Lars Green Bach og fremhæver det gode samarbejde medlemmerne imellem.
»Vi har et godt forhold til præster og til hinanden. Vi kan sagtens diskutere og være uenige, men som regel finder vi en løsning. Målet er jo det samme – at vi skal være en aktiv del af vores by og at vi skal afspejle byen og det, der sker i den,« siger han.

Sjovt at være aktiv

Som formand bruger Lars Green Bach 10-15 timer om ugen på arbejdet i menighedsrådet, fordi han som formand også har en del udvalgsposter. Et menigt medlem bruger noget mindre. Men man skal stadig byde ind med noget.

»Det er sjovest og mest spændende at være en aktiv del af rådet. Man bestemmer selv arbejdsbyrden, men hvis tingene skal fungere bedst muligt, så skal man have noget at komme med. Til gengæld får man masser af indflydelse og møder en masse spændende ildsjæle og kan præge sin by i en grad, men måske ikke tror. Så jeg kan kun anbefale det,« siger Lars, som gerne tager en tørn mere som formand.

Nu skal jeg jo lige vælges, men hvis der er enighed om det, så tager jeg gerne en periode mere på fire år,« siger han.

Valgkampen er i øvrigt i gang, om end det foregår noget mere stille end andre valgkampe. Der er oprettet en facebookgruppe, hvor der diskuteres og hverves. Desuden taler Lars og de andre med andre lokale, deler flyers ud og fortæller om arbejdet i rådet. Uden at det skal være en form for mission.

»Der er generelt nysgerrighed og interesse. Mange kan godt se det interessante. Vi vil gerne have nye ansigter ind også gerne yngre. Men alder er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, hvad man kan byde ind med,« understreger Lars Green Bach, der opfordrer alle med interesse for deres lokalsamfund og som gerne vil have indflydelse på mange af de ting der foregår i byen, til at være med i rådet og dermed gøre en forskel og være med til at rykke Skovlunde Kirke med tiden og sine borgere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *