Hvad skal Skovlundes nye børnehus hedde?
Nyt-børnehus_Skovlunde-copy.jpg
Snart tages første spadestik til Skovlundes kommende børnehus på Lundebjerggårdsvej. Huset erstatter de to gamle børnehuse på samme vej. Men hvad skal den nye institution hedde? Foto: pr-illustration
Byggeri Det nye børnehus på Lundebjerggårdsvej bliver bygget i løbet af det kommende år. Men det har endnu ikke noget navn, så kommunen efterlyser idéer.

Sidste år vedtog kommunalbestyrelsen i Ballerup at nedlægge de to eksisterende børnehuse på Lundebjerggårdsvej 104 og 264 i Skovlunde, og i stedet opføre et helt nyt, stort børnehus på modsatte side af vejen, mellem kirken og skolen.

Der blev afholdt en stor arkitektkonkurrence og kort før jul, kårede kommunen vinderen, som blev Rubow Arkitekters projekt ’Den Røde By’, der som navnet antyder er et stort børnehus i samme røde farve som nabobygningerne.

»Huset virker imødekommende og veldisponeret i forhold til dets mange forskellige funktioner. Bygningen fremstår oplevelsesrig både set indefra og udefra. Og forslaget opfylder kravene til at være både et børnehus og en arbejdsplads,« sagde borgmesteren ved afsløringen af projektet i december sidste år.

Over 200 børn

Det nye børnehus kommer til at koste over 60 millioner kroner og skal huse over 200 børn. Det bliver større end de to eksisterende børnehuse tilsammen og opføres efter lavenergiklasse 2020. Første spadestik til byggeriet er lige om hjørne, men der mangler lige én ting: Hvad skal børnehus hedde?

Ballerup Kommune er på bar bund. Der er et ønske om, at navnet skal have et ’’lokalt præg’’, altså et navn der på én eller anden måde relaterer sig til det område, som børnehusset bygges i. Men ellers er det kun fantasien der sætter grænser.

Alle opfordres til at byde ind med gode bud på, hvad Skovlundes nye børnehus skal hedde, og vinderen belønnes af kommunen med et gavekort på 500 kroner til Baltoppen.

Sidste frist for at indsende sit navneforslag er 30. september.

Det nye børnehus er efter planen klar til indflytning i efteråret 2017.

Giv dit bud

Navneforslag sendes på mail til int-boern-unge@balk.dk senest den 30. september. Det nye navn bliver besluttet på Børne- og Skoleudvalgets møde den 1. november, og offentliggøres derefter.

1 kommentar om “Hvad skal Skovlundes nye børnehus hedde?”

  1. Lenette Dithmar Clausen siger:

    Det skal helt sikkert hedde Lundehuset!

    Nåede ikke at svare inden fristen, men håber i vil kigge på forslaget alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *