Renovering af svømmehallen bliver dyrere end ventet
Kilbride-badet-1-624x415-copy.jpg
East Kilbride Badet skal blandt andet have renoveret taget - og måske også have sat solceller op.
budget 2017 De 16 millioner kroner man i første omgang havde afsat til renovering af East Kilbride Badet slår ikke til. Det nye budget lyder på 21,6 millioner kroner.

I budgetaftalen for 2016 var der afsat 16 millioner kroner til renovering af East Kilbride Badet, men tidligere på året besluttede politikerne at udskyde renoveringen til 2017 og i stedet har kommunen brugt pengene på at købe UCC-bygningen i Skovlunde.

Men svømmehallen trænger stadig – og i forbindelse med at der træder nye krav til vandrensning i kraft i 2017, er det ved at være nu, der skal gøres noget, og pengene søges afsat i forbindelse med budgettet for 2017.

Henover forår og sommer har der været lavet forundersøgelser på installationer og konstruktioner i East Kilbride Badet, og på baggrund af disse er der nu udarbejdet et program for renoveringen, der omfatter renovering af taget og vandbehandlingsanlægget, udskiftning af dugen i bassinet samt udskiftning af fuger, klinker på kanter, riste med mere.

Taget skal skiftes

Men hvorfor er projektet pludselig blevet 5,6 millioner kroner dyrere?

»Det er især omkring tagkonstruktionen at fordyrelserne ligger,« forklarede kultur- og fritidsudvalgsformand Tom Nielsen (A) på kommunalbestyrelsesmødet og fortsatte:

»Tagkonstruktionen består af en halvdel med fast tag med tagpap og så en halvdel med gennemsigtig teflon. Selve taget er tæt nok, men levetiden for tagpappet er tæt på at udløbe og der mangler isolering.«

For teflontagets vedkommende skal det udskiftes med fast tag, da der er problemer med alt for høje temperaturer i sommermånederne, og lysindfaldet giver også problemer med alger i bassinet, forklarede udvalgsformanden på mødet.

»Den udskiftning betyder så, at limtræskonstruktionen, som bærer taget, den er simpelthen ikke stærk nok til at kunne bære det nye tag, og derfor skal der foretages en forstærkning af konstruktionen, så vi ikke risikerer at taget falder sammen en dag, som vi har oplevet i en anden større bygning for nogle år siden,« sagde Tom Nielsen, med henvisning til ulykken i Ballerup Super Arena i 2003.

Denne del af renoveringen var ikke med i det oprindelige overslag og er hovedårsagen til at arbejdet bliver noget dyrere end først antaget. Dertil kommer, at det også ved de nye undersøgelser blev fundet nødvendigt med en større betonrenovering af de eksisterende udlignings- og skylletanke i svømmehallen.

»Der er ikke sket andre alvorlige økonomiske ændringer i den foreløbige undersøgelse,« sagde Tom Nielsen.

Forslag om solceller på taget

I forbindelse med forårets undersøgelser har der også været holdt møder med personale og brugere i svømmehallen, som er kommet med en masse ønsker til yderligere forbedringer. Af disse er kun et enkelt taget med i det endelige projekt, og det er en modernisering af personalestuen.

Kultur- og Fritidsudvalget samt Enhedslisten har desuden bedt forvaltningen regne på, om ikke det var muligt at installere solceller på svømmehallen, når der nu alligevel skal arbejdes på taget.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *