Der er stort flertal for renoveringen af Ellebo
Debat Kære Leo. Jeg har med stor interesse læst dit indlæg i Ballerup Bladet i sidste uge om renoveringen og ombygningen af boligafdelingen Ellebo på Baltorpvej.

Jeg er som du ved medlem af kommunalbestyrelsen og er også repræsentant i boligselskabets bestyrelse. Og det er i den egenskab at jeg svarer dig her i bladet i stedet for direkte.

Jeg er jo vidende om, at du er modstander af ombygningen og renoveringen af de alt for gamle og utidssvarende boliger, da det blandt andet medfører en huslejestigning. Desuden er det aldrig rart, at skulle opleve, at ens bolig bliver væsentlig ændret. Men der er ingen tvivl om, at boligerne trænger voldsomt til en renovering og at alt for mange af lejlighederne er alt for små til dagens standard.

Der har været holdt adskillige beboermøder, og hver gang har der været et meget stort flertal for renoveringen og ombygningen, samt ikke mindst det spændende tiltag til nye ældrevenlige boliger ovenpå de eksisterende.

Hver gang har du sammen med nogle få andre beboere beklaget dig, men I har hver gang tilhørt et mindretal, og det er det, der kaldes beboerdemokrati – og det er det som gælder.

Det der over de næste år bliver opført er ikke et prestigebyggeri, men et spændende og energimæssigt godt projekt, og selv om der i hele ombygningstiden vil være mange ulemper, ligesom mange ting helt sikkert vil skulle rettes ind og ændres, så er jeg overbevist om, at det endelige resultat bliver rigtigt godt.

Jeg synes ikke, det er reelt, at du bruger argumentet om mangel på boliger til unge i dette tilfælde. Hvis der ikke var sket noget, var der ikke kommet en eneste ung ind i disse lejligheder.

For det første ville de, der bor der i dag, blive boende, og for det andet stiller langt de fleste unge meget større krav til en bolig, end disse små lejligheder byder på.

Jeg håber, at du med tiden og når byggeriet står færdigt, alligevel vil synes, det bliver et godt resultat, for jeg kender dig jo heldigvis også som den positive og progressive person i mange andre henseender.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *