En flok forventningsfulde piger var mødt op på en varm sommerdag for blandt andet at lave mad over bål, spille naturbingo og finde vej med GPS. Dagen sluttede omkring bålet med skumfiduser og chokoladekiks. ”S´mores” er en specialitet, som er kendt siden 1920’erne hos de amerikanske pigespejdere. Den har ligefrem sin egen nationaldag som fejres hver år den 10. august.
»Hvor andre måske synes, at ferien skal bruges på afslapning, så er det for os spejderledere en fornøjelse at kunne være med til at give flere piger gode spejder- og friluftsoplevelser,« siger gruppeleder Lene Martinsen fra de grønne pigespejdere i Ballerup.