»Vi er ofre for ubegrundet frygt«
tyrkisk_privatskole_8.jpg
Skoleleder på Ballerup Privatskole, Hüseyin Koyuncu, er ked af den situation, som skolen er kommet i efter det mislykkede kup i Tyrkiet. Men han understreger, at skolen ikke har nogen som helst politisk dagsorden. Foto: Flemming Schiller
elevflugt Lederen af Ballerup Privatskole, Hüseyin Koyuncu, frygter for skolens fremtid efter at mere end 60 elever er blevet taget ud. Vi er ikke politiske, fastslår han.

Ballerup Bladet skrev i sidste uge om Ballerup Privatskole, der i kølvandet på det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet og den efterfølgende konflikt i landet, har oplevet en elevflugt af dimensioner. En flugt der bunder i, at en anonym liste har floreret på nettet, hvor Ballerup Privatskole er blevet beskyldt for at være tilhænger af den formodede kupmager Fethullah Gülen. Det har fået en del forældre til at fjerne deres børn fra skolen.

Det har indtil videre betydet, at omkring 60 elever er trukket ud af skolen og med et samlet elevtal på 172 har det stort praktisk og ikke mindst økonomisk betydning for skolens virke.

Ballerup Bladet besøgte Ballerup Privatskole, hvor skoleleder Hüseyin Koyuncu tydeligvis er påvirket af en situation, man selv føler er ude af kontrol.

Vi må spare

»Omkring 60 elever er taget ud af skolen siden sommerferien. Vi håber selvfølgelig at få nogen tilbage, men det er meget usikkert lige nu. Det store frafald betyder, at vi må til at spare. Vi skal spare på transportudgifter, på lokaler og husleje i første omgang, og så må vi håbe at få nogle flere elever ind,« siger Hüseyin Koyuncu, der understreger, at man gerne vil have flere danske elever ind på skolen.

»Vi er ikke en tyrkisk privatskole. Vi er en dansk privatskole med tyrkisk baggrund. Vi har danske lærere og vi fejrer jul og gør tingene på dansk. Så vi vil faktisk gerne have nogle flere danske elever ind på skolen,« siger han.

Alle de beskyldninger, der har floreret om at være en ’terroristskole’ og at man sympatiserer man Gülen-bevægelsen, bliver kategorisk afvist af skolelederen.

Ikke politisk

»Vi er også imod kuppet og vi har ingen som helst politisk dagsorden. Vores elever har intet med den konflikt at gøre. Vi har kun hørt, at eleverne gerne vil gå her og er glade for vores skole og det samme er de fleste forældre. Men de er bange. De frygter for, hvad der kan ske, hvis de ikke melder deres børn ud. Der er et meget stort pres i det tyrkiske miljø i den her situation. Det pres er svært at stå imod. Folk frygter for, hvad der kan ske dem og deres familier i Tyrkiet, så derfor giver de efter for presset,« pointerer Hüseyin Koyuncu, der sammen med sine kolleger har gjort meget for at fortælle, at den ’hemmelige liste’ er forkert på den. Men uden held.

»Vi fortæller til alle og skriver på facebook, at vi ikke har noget politisk tilhørsforhold. At vi ikke er en del af konflikten og at der slet ikke er hold i de beskyldninger. Vi fortæller forældre og elever, at vi gør som vi plejer og at vi koncentrerer os om at skabe en god skole. Men det er svært at gøre noget. Frygt og rygterne er svære at kæmpe imod,« siger skolelederen.

Rent praktisk kommer de manglende elever til at betyde, at der bliver lagt timer sammen i visse yderfag og at man vil spare på de udgifter, som man kan spare på.

Svært for forældre

»Det betyder, at vi nok kommer til at være i færre lokaler fremover, så vi kan få det til at hænge sammen. Og så må vi gå ud og forsøge at få nye elever ind og få nogen af de tabte tilbage, hvis det kan lade sig gøre,« siger han og forklarer, at det faktisk er lykkedes at få enkelte elever tilbage. For blot at se, at de blev trukket ud igen efter få dage.

»Folk her i Ballerup bliver ringet op fra Tyrkiet og presset er stort. Så det er en svær kamp, også for forældrene,« siger Hüseyin Koyuncu.

Der har i øvrigt været en del rygter om, at skolen har være udsat for hærværk, at der har været indbrud, at skolen er lukket og at viceskolelederen har været i fængsel. Men det har intet på sig.

»Alle de rygter der har været om indrbud, hærværk, lukning, fængsling og de mange andre grimme ting, der er blevet skrevet om os, passer ikke. Det vil jeg godt understrege. Skolen er ramt af denne frygt og af, at eleverne bliver trukket ud, men alt det andet har intet på sig,« understreger Hüseyin Koyuncu.

Elever er flyttet

Selvom Ballerup Privatskole mangler 60 elever, så har Ballerup Kommune stadig kun registreret 20 nye elever, der er flyttet fra Ballerup Privatskole til Baltorpskolen.

»Vi har ikke på nuværende tidspunkt kendskab til flere elever end de 20, vi i forvejen har modtaget på Baltorpskolen. Det tyder på, at det kan være elever fra andre kommuner, eller at det er børn, der er flyttet over i andre privatskoler. Det har vi som kommune ingen indflydelse på. Men vi er som nævnt klar, hvis der kommer flere indmeldelser i folkeskolen,« siger direktør i Børne- og Skoleforvaltningen, Anne Vang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *