Tre generationer løber sammen
løbefamilie_1.jpg
Mormor og morfar Karin og Jens, mor og far Linda og Søren og børnene Sebastian på 6 år og Silke på 2 år i familievenligt tempo. De fem ældste stiller op sammen som hold til årets Ballerup C Løbet, hvor de skal løbe stafet. Foto: Flemming Schiller
løb Med en alderspredning på 6 til 69 år er familieholdet fra Måløv klar til nye udfordringer ved årets Ballerup C Løbet, hvor de stiller op til stafet.

Sebastian på seks år, hans forældre Søren og Linda samt bedsteforældre Jens og Karin er klar til at forsvare familiens ære, når Ballerup C Løbet i år som noget helt nyt har givet mulighed for, at man kan stille op som hold til et stafetløb.

»Vi har ikke tidligere stillet op som hold, men vi har et hold på vores vej i Måløv,« fortæller Karin Pagaard, som med sine 69 år bliver alderspræsident på det lille familiehold.

Bortset fra Sebastian, der alderen taget i betragtning er lovlig undskyldt, har alle familiemedlemmer en langvarig kærlighed til løb og en masse startnumre i bagagen.

Alle har været flittige deltagere ved Eremitageløbet, som Karin vandt to år i træk i 1973 og ’74. Ligesom både hun og gemalen Jens er kåret som Årets Eremitageløber. Jens i 2009, Karin i 2015.

Næste generation – deres datter Linda og hendes mand Søren fører løbefaklen videre ved Eremitageløbet, ligesom Søren også har både halve og hele maratonløb bag sig. Linda er uddannet idrætspædagog og arbejder på Skovvejens Skole Vest – den tidligere Højagerskolen i Ballerup.

Seksårige Sebastian er godt på vej – og har allerede lagt kimen til et langt og aktivt liv med svømning, rytmisk gymnastik – og muligvis også fodbold på programmet i år.

Løb i hele verden

Hvor stammer jeres interesse for løb fra?

»Interessen for løb startede for Jens og mit vedkommende tilbage til begyndelsen af halvfjerdserne. Det var jo der kondibølgen begyndte og fik stor fremgang. Vi løb en del kondiløb med Rødovre Atletik Club. Fandt ud at vi begge var gode til det, og det har fulgt os siden,« fortæller Karin og fortsætter:

»I de senere år har vi løbet Berlin Marathon, maraton på Hawaii samt halvmaraton i Australien i forbindelse med solformørkelse.«

Jens har desuden gennemført en Ironman tilbage i 2000, så de er et par seje bedsteforældre.
Hvad kan I godt lide ved løb?

»Vi synes alle, at løb er en dejlig sport. Det kan dyrkes næsten hvor som helst. Det kræver ikke andet udstyr end et par gode løbesko. Behøver ikke et specielt lokale eller en makker. Du kan løbe direkte hjemmefra, hvis du ikke har så meget tid at bruge på din idræt. Der er ikke mange brugbare undskyldninger for ikke at komme i gang og du behøver kun at konkurrere med dig selv,« siger Karin, der udover løb også går til gymnastik sammen med Jens to gange ugentligt.

Ligesom de løber med Trim Ballerup – og så vidt muligt også finder tid til en gåtur hver dag.

Hundredevis af løb

Det er ikke første gang, at Karin og Jens stiller op til løb i Ballerup, hvor der har været forskellige byløb gennem tiderne.

»Vi har tidligere løbet løbet. Vi har et billede af Jens, da han var med i 1985,« fortæller Karin.
De er også begge med hvert år til Måløvløbet. Ligesom de er fast inventar ved Rødovre Atletik Clubs otte årlige ’RAC-Milen’ løb omkring Damhusengen og -søen.

»Vi har begge rekord i deltagelse i flest løb ved RAC-Milen. Jens har været med over 300 gange og jeg over 200 gange,« fortæller den løbeglade bedstemor, som nu tager de to næste generationer med til stafetten ved Ballerup C Løbet.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *