Asfalt til skolecykelsti
Debat Hvor går det galt? Hvordan kan det være, at nogen vejprojekter i Ballerup Kommune bliver prioriteret helt vildt højt, uagtet at der ikke er brug for dem, mens andre slet ikke bliver prioriteret?

Vi flyttede til Skovlunde i juni 2000 og cykler dagligt på Ejbyvej. Vi kan cykle der i mørke. Og gudskelov for det – for vi skal slingre fra side og køre udenom alle huller, asfaltlapper, forhøjninger og bump. For der har ikke været asfalteret på denne skolecykelsti i Skovlunde i al den tid vi har boet her – altså mindst 16 år.

Måløv og Ballerup har masser af supertjekkede cykelstier med lækker asfalt – de er ikke nye, men de er der.

I de 16 år har Ballerup Kommune blandt andet fundet penge til at lave brostensbelagt kørerampe på tovet i Ballerup (xx millioner), lave supercykelsti på Hold-an Vej (xxx millioner) forhøje kantsten på den ene side af Åbyvej (xx millioner) – hvorfor har vi aldrig fundet ud af.

Skifte nogle fliser ud på den anden side af Åbyvej, som i øvrigt ligger pilhamrende skævt. Jeg ved det, fordi de skæve fliser ligger ude foran vores matrikel – som i øvrigt også er et busstoppested. Det er en ”fornøjelse” at skovle sne der. Der er helt sikkert andre dyre og unødvendige projekter, som jeg ikke er opmærksom på.

Der er altså brugt mange penge på veje og stier i kommunen. De bliver bare ikke brugt på den rigtige måde. For mig at se bliver Skovlunde altid taberen i dette regnestykke. Jeg vil gerne vide, hvorfor skal vi zigzagge for at komme op og ned af Ejbyvej for 16. år i træk? Det er ikke i orden.

1 kommentar om “Asfalt til skolecykelsti”

  1. Mogens Damsbo siger:

    Bemærk i øvrigt at det er skolevej for rigtigt mange børn!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *