Nu slår kontanthjælpsreformen igennem
Ydelser Unge kontanthjælpsmodtagere under 30 overgår nu til de nye og lavere satser.

Når unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år på fredag tjekker kontoen, kommer de til at se nogle helt andre beløb, end de er vant til. For langt de fleste vil der være tale om en ydelse, der er flere tusinde kroner lavere end sidste måned.

Her i Ballerup Kommune er der 590 unge under 30, der i øjeblikket får kontanthjælp. Størstedelen af dem har været vant til en månedlig ydelse på 10.500 kroner. På fredag får de 5857 kroner. En forskel der helt givet kan mærkes – men det er også meningen.

»Det er vigtigt at slå fast, at de her unge mennesker er uddannelsesparate. Det er helt almindelige, velfungerende unge mennesker,« siger borgmester Jesper Würtzen.

»I følge de gamle regler kunne en ung uuddannet mand på 26 få 10.500 kroner i kontanthjælp om måneden. Hvis han overvejede at tage en uddannelse ville han kunne se frem til cirka 5800 i SU. Den nedgang på 4700 kroner om måneden gør måske, at han har tænkt ’nej, jeg har ikke råd til at tage den uddannelse’,« forklarer Jesper Würtzen.

Unge skal i uddannelse

Det er vendinger som ’man må yde, før man kan nyde’ og ’os der kan, skal’, der har lydt i magtens korridorer, hvor vores egen lokale Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister har stået på mål for reformen.

»Min drivkraft for reformen har hele vejen været at få unge mennesker i uddannelse,« fortæller ministeren i forordet til reformteksten.

»En uddannelse er den mest sikre adgangbillet til arbejdsmarkedet, vi kan give unge mennesker,« tilføjer hun.

Og selv om de fleste nok kan blive enige om, at det er en god idé, at unge får en uddannelse. Vil det for nogle af de berørte unge være en hård nød at knække, når virkeligheden rammer dem på fredag.

»Der er ikke nogen tvivl om, at en del af de her unge mennesker bliver nødt til at ændre meget drastisk på deres måde at leve på,« siger leder af ydelsescentret i Ballerup, Suzan Senol og tilføjer:

»Her er det så vores opgave at råde og vejlede dem, så godt vi kan.«

Mange er frustrerede

Alle 590 unge, der her i Ballerup får ændret deres ydelse i denne måned, er blevet forberedt.

»Allerede tilbage i oktober begyndte vi samtalerne med de berørte unge. Alle er blevet revisiteret og har fået at vide, hvad der kommer til at ske fra 1. februar – og hvilken ydelse de kommer til at få,« fortæller Suzan Senol.

»Så vi har allerede haft en del reaktioner fra de unge – heldigvis ikke nogle voldelige, men mange har været frustrerede, kede af det og oprørte,« tilføjer hun og understreger:

»Men der er ikke noget at gøre. Vi har ikke nogle muligheder for at supplere op med noget eller udbetale enkeltydelser. Det er, som det er.«

Leder af ydelsescentret lægger da heller ikke skjul på, at det har været – og stadig er en hård opgave:

»Det er ærgerligt, at vi ikke har haft længere tid til at varsle det overfor de unge. Det kunne have været rart – både for os og dem, hvis vi havde kunnet melde ud i bedre tid,« siger hun.

Skal forsørge kæresten

Et andet element i reformen er, at unge par – hvor begge er over 25 år – nu får gensidig forsørgerpligt. En pligt der tidligere kun har været gældende for gifte par.

Det betyder, at hvis den ene part er på kontanthjælp og den anden har et arbejde, hvor han eller hun tjener over et vist beløb, så vil kontanthjælpen blive reguleret ned eller helt fjernet. Det samme gør sig gældende, hvis den ene part har formue.

I Ballerup Kommune har man registreret 197 personer, der vil blive ramt af denne ændring. Men i første omgang ligger et større arbejde med at få klarlagt om personerne reelt er ’samlevende’.

»Vi har sendt breve ud til dem alle – vi skal høre både dem og deres formodede partner,« siger Suzan Senol.

Nogle af sagerne vil være ligetil, hvor de unge par bekræfter, at de er samlevende, mens andre måske vil være uenige i kommunens afgørelse om, at de er at karakterisere som samlevende.

»I år har man valgt at sige, at denne ændring kun slår igennem for halv kraft. Men i 2015 for fuld kraft,« tilføjer Suzan Senol.

Dermed vil nogle af parrene have lidt længere tid til at finde et arbejde eller påbegynde en uddannelse, før hammeren for alvor falder.

På beskæftigelsesministeriets hjemmeside www.bm.dk kan man læse meget mere om kontanthjælpsreformen.

Udpluk fra reformen

Kontanthjælpen bliver afskaffet for alle unge under 30 år uden uddannelse og erstattet af uddannelseshjælp. Samtidig bliver der skabt et nyt kontanthjælpssystem for voksne og unge med en uddannelse. Her er nogle udpluk fra kontanthjælpsreformen:

Uddannelseshjælp til uuddannede: Kontanthjælp bliver afskaffet og erstattet af uddannelseshjælp til alle unge under 30 år uden uddannelse. Uddannelseshjælpen er på niveau med SU.

Tillæg til udsatte unge: Unge, der ikke umiddelbart er klar til at gå i gang med en uddannelse, får efter tre måneder ret til et aktivitetstillæg, når de deltager i aktive tilbud, der kan bringe dem tættere på målet om uddannelse.

Alle får et uddannelsespålæg: Alle unge under 30 år uden uddannelse får et uddannelsespålæg. For unge, der kan starte på en uddannelse, betyder det, at de skal gå i gang med en uddannelse hurtigst muligt. Unge skal i videst mulig omfang arbejde og forsørge sig selv indtil uddannelsesstart. Alternativt skal de arbejde for deres ydelse i en nytteindsats.

Særlig hjælp til enlige forsørgere: Enlige forsørgere og unge mødre får særlig støtte og økonomisk hjælp til at komme i uddannelse.

Krav om at arbejde for kontanthjælpen: Senest efter tre måneder bliver personer, der kan arbejde, mødt med et krav om at arbejde for kontanthjælpen fx i en nytteindsats i op til 13 uger ad gangen.

Samlevende får gensidig forsørgerpligt: Samlevende par, hvor begge er fyldt 25 år, får gensidig forsørgerpligt, så kontanthjælpssystemet afspejler de moderne samlivsformer og familiemønstre. I dag gælder forsørgerpligten kun, hvis man er gift.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *