Effektive Smørumdrenge vandt 5-1
Målscorerne-LSF-copy.jpg
Målscorerne fra lørdagens kamp: Emil Scott, Morten Larsen, Jacob Lind, Christian Steen Jensen og Marc Lind Foto: Privatfoto
fodbold Det blev en meget mærkelig kamp denne lørdag på LSF’s hjemmebane Sydbank Arena. En storsejr over oprykkerne fra Karlslunde - ikke efter særligt godt, men mere effektivt spil.

Den første rigtigt store chance tilfaldt Karlslunde i det 20. minut. Et skud langt udefra var ved at tage fusen på Lasse Gram i målet, men med det yderste af neglene fik han parreret bolden op på tværribben og LSF slap med skrækken.
I det 41. minut fik LSF hjørnespark og det tog Emil Kjærsgaard sig af. Hans præcise bold nåede til Aske Viktor, der headede. Men han ramte ikke bolden rigtigt, den landede lidt heldigt ved bagerste stolpe og der kunne Emil Scott få bolden det sidste stykke ind over stregen til en pauseføring på 1-0.

I det 57. minut blev Benjamin Madsen spillet over kanten og kom godt ned i feltet. Han lagde den indover hvor fødselsdagsbarnet Niki Wulff kiksede, men igen var heldet med LSF. Bolden røg hen til Christian Steen Jensen, der ret køligt lige fikserede et par spillere og satte bolden i nettet.

Karlslunde var tvunget frem, og i det 71. minut kom en genialitet fra Lasse Gram i målet. Han sikrede sig bolden og råbte ”Marc”. Bolden blev med kirurgisk præcision sendt af sted til Marc Lind der totalt alene afdriblede målmanden og sendt bolden i mål fra en spids vinkel. 3-0.

Karlslunde kom i det 75. minut på 3-1 på et straffespark, men allerede i det 77. minut fik LSF også scoret fra 11-meterpletten – sikkert sat ind af Morten Larsen.

Kort før tid fik Marc Lind sendt bolden til sin indskiftede bror, Jacob Lind. Han nåede bolden før målmanden et stykke udenfor feltet og med et meget højt lob strøg bolden i mål til 5-1 , og så var kampen slut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *