Parat til uddannelse
Unge2-skolen-copy.jpg
På Ballerup Sprogcenters Unge2-skole bliver eleverne over to år opkvalificeret, så de kan komme videre på en ungdoms- eller voksenuddannelse. Rouba, Abdullatif, Khadija, Abdullah, Nour, Maan og Mohammed er nogle af de hårdtarbejdende elever på skolen. Foto: privatfoto
skolestart I sidste uge var det første skoledag for et hold nye unge flygtninge og indvandrere på Ballerup Sprogcenters ’Unge2-skolen’ .

Mandag den 8. august bød Ballerup Sprogcenter velkommen til 20 unge udlændinge på sprogcentrets særlige tilbud, Unge2-skolen. Eleverne, der er i alderen 18-25 år og har seks-otte års skolebaggrund fra hjemlandet, har alle brug for gode dansksproglige forudsætninger og grundlæggende skolefærdigheder for at kunne gå videre til ungdoms- og voksenuddannelse eller i beskæftigelse.

Skoleforløbet på Unge2-skolen varer to år. Første skoledag bød blandt andet på fælles velkomst, fællessang og hygge i klasserne, men snart er der hårdt arbejde på programmet.

De unge har 30 ugentlige lektioner på skemaet med dansk, samfundsfag, matematik og engelsk. Dertil kommer løbende vejledning om valg af uddannelse og erhverv, praktik og ekskursioner – blandt andet med besøg på uddannelsessteder.

Desuden skal eleverne løbende bestå både modultest og aflægge den afsluttende danskprøve, alt sammen med henblik på at bane vejen til videre uddannelse og job.

»Vi er glade for at kunne give de unge dette tilbud,« siger forstander Maja Grøntved og fortsætter:

»De unge flygtninge og indvandrere opkvalificeres, så de efterfølgende kan klare sig både i ungdoms- og voksenuddannelserne og på arbejdsmarkedet, og vi styrker deres personlige kompetencer, så de får gode forudsætninger for kunne navigere i uddannelsessystemet og i det danske samfund generelt.«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *