Familier med overskud efterlyses
Familie-teenager-COLOURBOX-copy.jpg
Det kan være svært at finde pleje- og aflastningsfamilier til udsatte unge, fortæller centerchefen for Børn og Unge i Ballerup Kommune. Foto: Colourbox
pleje Ballerup Kommune leder efter lokale plejefamilier til udsatte unge.

En del unge med problemer i livet anbringes på institutioner rundt om i landet. Også unge fra Ballerup havner på institutioner. Årsagerne kan være mange. Misbrug, forældresvigt, dårligt selskab eller andre grunde kan sende den unge væk fra familien og hen på en institution.

Men der findes et alternativ, som bruges en del til små børn, men ikke i så høj grad til teenagere. Det er familiepleje, enten på hel- eller deltid.

Men det vil Ballerup Kommune gerne lave om på, og derfor søger kommunen nu familier, der kan tage sig af unge udsatte.

En bedre løsning

Ifølge Lone Markussen, centerchef for Børn og Unge i Ballerup Kommune, kan det være en bedre løsning at sende de unge i familiepleje end på en institution.

»Der er mange gode ting ved institutioner, men det er også et miljø, hvor nogle unge kan havne i et selskab, de ikke skal havne i. Vi har set, at unge der kommer i familiepleje ofte får nogle gode relationer og får nogle gode værdier,« siger Lone Markussen og fortsætter:

»Vi har en del familier, der står klar når det handler om helt små børn. Men det er sværere at få familier til at tage sig af teenagere. Det handler nok om, at man med helt små børn kan give dem nogle værdier fra starten, mens de unge godt kan være mere vrede og krævende. Men det giver altså rigtig gode resultater i familier.«

Gode værdier

Hun fortæller, at det kræver et godt fundament at være plejeforældre for en udsat ung og at man har nogle gode værdier og lyst til at rykke sig i forhold til de unge.

»Man skal først og fremmest være godt forankret i sit forhold. Dernæst skal man have nogle klare værdier, hvor værdien af at arbejde og yde sit bedste skinner igennem. Men man skal også være åben og møde den unge på halvvejen. Man skal kunne rumme den unge og møde dem, hvor de er, samtidig med at man kan rykke dem værdimæssigt,« siger Lone Markussen.

Til gengæld kræver det ikke nogen bestemt baggrund at være plejefamilie.

»Man skal ikke have en speciel uddannelse. Alt foregår i samarbejde med kommunen og vi sørger for, at de familier, som har den menneskelige ballast også bliver klædt på til opgaven,« siger Lone Markussen.

Kommunen efterlyser udelukkende lokale familier eller familier fra nabokommunerne og hvis man er interesseret i at hjælpe, skal man henvende sig til familieplejen i Ballerup. Det gæler både hvis man er vil være fuldtidsfamilie eller aflastningsfamilie nogle gange om ugen eller måneden.

Man kan få mere at vide hos Socialtilsynet Hovedstaden og hos Ballerup Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *