Nu bliver Lundegårdens baner bedre
BFCL-huller-i-græsset-copy.jpg
Sådan ser Lundegårdens baner ud nu. Men snart bliver det bedre, når Ballerup Kommune rykker ud og sår græs og senere gøder banerne. Foto: arkivfoto
boldspil Rigtig mange har kritiseret den stand, som BFC Lundegårdens baner befinder sig i. Men nu rykker Ballerup Kommune ud og gør banerne sikrere.

Store huller, bare pletter og risiko for brækkede ankler og ben. Det er den kontekst, som BFC Lundegårdens fodboldbaner har befundet sig i gennem flere år. Rigtig mange har været ude at kritisere banens beskaffenhed og samtidig har klubbens ledelse kritiseret, at banerne i mange år ikke er blevet vedligeholdt ordentligt. Men nu er der en løsning på vej.

Allerede om kort tid rykker Ballerup Kommune ud for at lægge rullegræs ud på de hårdest belastede områder. På lidt længere sigt vil kommunen både dræne og gøde banerne på samme vilkår som kommunens andre fodboldbaner og dermed gøre dem bedre og sikrere at spille på.

En lang proces

»Det har vist sig, at vi rent faktisk godt kan dræne og gøde de baner på samme måde, som man kan med de andre baner i kommunen. Så snart vi kan komme af sted med det, vil vi gøde banerne, så vi kan få dem til at se bedre ud og være bedre at spille på,« siger Tom Nielsen (A), formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Netop kultur- og Fritidsforvaltningen har overtaget ansvaret for banerne for lidt over et år siden, hvor de hidtil har hørt under Miljø- og Teknikforvaltningen.

»Det har været en lang proces, og klubben har været i dialog med kommunen rigtig længe. Så jeg er glad for, at det nu kan lykkes at få banerne gjort bedre,« siger Tom Nielsen. Han ved ikke præcis, hvorfor det har taget så lang tid at finde en løsning.

»Det virker som om, at man hos Kultur- og Fritidsforvaltningen måske interesserer sig mere for boldspillet på banerne end man gør hos Teknik- og Miljø. Det er bare min personlige mening, men det kan da se sådan ud« siger Tom Nielsen.

En god aftale

Men hos kulturchef Jens Overgaard er forklaringen mere ligetil.

»Vi rykker altså ud lige om lidt og lægger rullegræs og når vi kommer til foråret kan vi så dræne og gøde, som vi kan på de andre fodboldbaner i kommunen. Der er mange, der bruger banen, så den er under et stort pres. Samtidig er der nogle lidt besværlige jordbundsforhold, og det er dem, som hele vejen igennem har drillet os. Jeg mener ikke, at der er nogen forskel på, hvilken forvaltning der har med det at gøre. Teknik- og Miljøforvaltningen fik et privat firma til at stå for vedligeholdelsen og det er det samme firma og den samme aftale, som vi har ’overtaget’. Den aftale er sådan set helt fin. Nu kan vi så gøre banerne bedre og samtidig bliver den jo aflastet efter sommerferien 2017, hvor en del af BFC Lundegården flytter til nye lokaler og baner,« siger Jens Overgaard.

Efter planen skal en stor del af boldklubben Lundegården ved sæsonen 2017/18 flytte til nye lokaler og baner ved Skovmarksskolen, hvor man også får bedre baner og samtidig bedre sikkerhed i forhold til trafik.

1 kommentar om “Nu bliver Lundegårdens baner bedre”

  1. Jesper Q siger:

    Ja vi glæder os rigtig meget til rullegræsset, så de værste huller kan blive lappet.

    Det skulle komme i denne uge (33), er vi blev lovet. I går onsdag aften var der ikke sket noget, men det kommer vel lige om lidt. DBU turneringen starter op på lørdag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *