Fodring af ænderne giver grumset gadekær
gadekær_skovlunde_4.jpg
Smukt og idyllisk ser det ud ved gadekæret i Skovlunde. Men de mange ænder, som bliver fodret med gammelt brød i vandet, betyder at der kommer alt for mange næringsstoffer i søen så vandet bliver grumset og grønt. Foto: Flemming Schiller
gadekær Det gamle gadekær i Skovlunde er grumset og grønt på grund af alt for mange næringsstoffer. Det er især fodring af ænder i gadekæret, som er årsag til forureningen, fortæller kommunens biolog.

Ved det gamle gadekær i Skovlunde svømmer ænderne glade og veltilfredse rundt i det grønne vand. Men det er ikke alle, der er lige tilfredse med tilstanden på gadekæret. En læser har skrevet til Ballerup Bladet med en undren over, hvorfor kommunen dog ikke renser gadekæret.

Vi har lokket kommunens biolog Benny W. Jakobsen med en tur til Skovlunde for at blive lidt klogere på, hvad der sker – og ikke sker – omkring gadekæret i Skovlunde.

»Ja, det ser noget grønt ud. Det er fordi, det er alt for næringsstofrigt,« siger biologen, der samtidig understreger, at sådan et gadekær ikke ligger ret højt på prioriteringslisten, når man taler om at vedligeholde vandhuller i Ballerup Kommune. Faktisk vil han næsten kun modvilligt kalde det en vandhul.

»Skal vi ikke bare nøjes med at kalde det et gadekær,« siger han.

Et gadekær er ikke et naturområde

Hvad gør I for at vedligeholde sådan et gadekær?

»Vi gør ikke noget i fast rutine, men vi sørger for at holde kanterne og for eksempel fjerne træer og beplantning, hvis der bliver for meget,« fortæller Benny W. Jakobsen, og tilføjer at man tilstræber at holde kanten af gadekæret sådan, at der er cirka en tredjedel træer og buske, en tredjedel urter/siv og en tredjedel lavt græs, så man kan komme helt tæt på.

»Vi har også været ude og hive en scooter op engang. Og hvis der vælter træer, vil vi også fjerne dem,« siger biologen.

Biologen understreger desuden at området ikke er at betragte som et naturområde, men mere som et rekreativt område – som derfor holdes derefter.

»Et gadekær er ikke natur, det er kunstigt anlagt. Men her er hyggeligt og skønt, og det har stor rekreativ værdi,« siger han.

gadekær_skovlunde_1

Smid brød på land – ikke i vand

Hvorfor ser det ud, som det gør?

»Prøv at se hvor mange ænder der er,« siger han og tæller rundt i gadekæret, hvor omkring 20 ænder driver dovent omkring.

»Det er alt for mange,« understreger han og fortsætter:

»De laver ikke andet end at skide i vandet og æde franskbrød. De kan nærmest bare ligge stille og åbne næbbet, så kommer der franskbrød flyvende.«

Det er med andre ord velmenende gadekærsgæster, der er med til at forurene gadekæret, fordi de fodrer ænderne i vandet.

Benny W. Jakobsen har taget et billede ved gadekæret i Ganløse, hvor Egedal Kommune har sat et lille skilt op, som informerer om den dårlige påvirkning fodring af ænder har på vandet i gadekæret.

»Mange synes, det er hyggeligt at fodre ænder, så jeg vil da ikke stå her og sige, at man skal lade være med det. Men hvis man gerne vil fodre ænderne, så ville det været en god idé at gøre det på land i stedet for i vandet,« siger Benny W. Jakobsen, der kalder Egedal Kommunes skilte et eksempel på god information, som var værd at efterfølge i Ballerup Kommune.

image1-copy

Skiltet fra Ganløse Gadekær.

2 kommentarer om “Fodring af ænderne giver grumset gadekær”

  1. Morten siger:

    Nu er der bare såden at der altid har været mange ænder og blishøns i gadekæret og det er første efter ændring af overflade vand der har gjort at gadekæret helt agle grønt så det er ikke kun begrund af anden kort og franskbrød 😈

  2. Poul E. Pedersen siger:

    Ja, men så syntes jeg da at Kommunen skulle sætte et tilsvarende skilt op. ??
    Hvad holder dem tilbage. ??????

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *