De studerende fordeler sig med 1.041 på professionsbacheloruddannelsen til diplomingeniør, som ligger i Ballerup og 1.141 på bacheloruddannelsen til civilingeniør.
Universitetet har skabt plads til de 147 flere studerende både ved at oprette nye uddannelser og ved at udvide kapaciteten på de mest populære studieretninger.
»Vi vil virkelig gerne undgå at afvise stærke ansøgere, og derfor sprænger vi rammen så meget, vi kan,« siger dekan for bacheloruddannelserne og studiemiljøet på DTU, Martin Vigild.
DTU har i år modtaget i alt 7.583 ansøgninger, hvoraf 2.816 var førsteprioritetsansøgninger. På grund af det store antal ansøgere har samtlige uddannelsesretninger – på nær ’Trafik og transport’ på diplomingeniøruddannelsen – fuldt optag.
Blandt de uddannelsesretninger med den største søgning, og dermed mest populære, er bachelorretningen ’General Engineering’, og diplomingeniørretningerne ’Byggeri og Infrastruktur’ samt ’Maskinteknik’.
Alle de nye studerende på DTU bliver budt velkommen fredag den 19. august. Ugen efter står den på rusture, inden de er klar til første undervisningsdag mandag den 29. august.