»Jeg er vild med konkurrencen«
Nanna-Koerstz-Madsen-sommer-2016-3-copy.jpg
»Normalt, når jeg spiller, så spiller jeg bare for mig selv. Men til OL spiller jeg for et hold og repræsenterer et land. Så det bliver lidt anderledes - men mega spændende. Jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe oplevelse,« siger Nanna Koerstz Madsen. Foto: Tristan Jones
golf Den 21-årige golfspiller Nanna Koerstz Madsen fra Smørum er med, når golfsporten efter 112 års fravær er tilbage på OL-programmet ved dette års lege i Rio de Janeiro.

Som 10-årig begyndte Nanna Koerstz Madsen at tage med resten af familien på golfbanen. Det var ikke den store kærlighed ved første slag, der ramte hende. Men der var nu alligevel noget, der tændte hende ved runderne på hjemmebanen i Smørum Golfklub.

»Jeg er egentlig slet ikke naturmenneske, og det var heller ikke fordi, jeg tænkte, at golf bare var den fedeste sportsgren i verden. Men altså, hele familien spillede, min storebror spillede – og jeg ville det samme som ham,« fortæller Nanna, der i dag i en alder af 21 er professionel golfspiller – og som én af to danske kvinder er udtaget til OL i Rio.

Det er konkurrencen

Nanna havde også snuset lidt til gymnastik og badminton som barn, men det blev nu alligevel golf, der bed sig fast.

»Jeg har aldrig dyrket holdsport. Det er ikke rigtig mig. Jeg har det der vindergen, det ligger til hele familien, hvor vi alle sammen spiller for at vinde,« griner Nanna, der dog roligt kan blære sig med at være nummer et i familien, når det kommer til golf.

»Jeg er i det for konkurrencen – det er det jeg er vild med,« svarer hun, når man spørger, hvorfor hun blev professionel golfspiller.

»Jeg har altid været okay god til golf, men det var nok først sådan i begyndelsen af 2014, at det gik op for mig, at jeg kunne blive professionel,« fortæller hun.

Til USA og tilbage igen

I 2014 blevet Nanna Koerstz Madsen kåret som den bedste europæiske amatørspiller. Samme år besluttede hun at flytte til USA, hvor hun begyndte på University of South Carolina.

Det var meningen at hun skulle fortsætte den gode udvikling med sit golfspil, men der gik ikke mange måneder, før hun trak stikket og købte en flybillet tilbage til Danmark igen.

»Det var meget anderledes derovre. Herhjemmefra er man vant til at være meget selvstændig og selv styre sin træning. Men derovre fik jeg slet ikke trænet så meget, som jeg gerne ville. Så efter tre måneder besluttede jeg mig for at tage hjem igen,« fortæller Nanna, der til trods for at opholdet ikke levede op til forventningerne, stadig synes, at det var en stor oplevelse at være i USA.

Nanna-Koerstz-Madsen-sommer-2016-2-copy

Fra amatør til professionel

Vel hjemme igen kastede hun sig ud i nye udfordringer; vandt tourskolen og kvalificerede sig til Ladies European Tour. Dermed var karrieren som professionel i gang.

»Nu har jeg været professionel i halvandet år. Det vil sige at jeg lever af at spille golf og kan satse 100 procent på det – og kun det. Det er nok den største forskel på at være amatør og professionel, at man får lov til at koncentrere sig om sporten. Da jeg gik i gymnasiet skulle jeg hele tiden gøre to ting halvt – både golf og skole. Det var tit svært at balancere, fordi jeg gerne ville gøre det godt begge steder. Sådan en situation gider jeg ikke at stå i igen, så nu et det golfen, jeg satser på, så må alt andet vente,« siger Nanna og tilføjer:

»Jeg giver golfkarrieren en 10-15 år, regner jeg med. For jeg vil jo nok på et tidspunkt gerne have familie og en uddannelse.«

Nu spiller hun golf fire til otte timer om dagen og træner styrketræning ved siden af cirka fem timer om ugen.

»Det er jo bare et job ligesom alle andre,« siger hun og tilføjer grinende:

»Altså måske nok et direktørjob, for jeg står lidt sent op.«

Hun bor stadig hos sine forældre i Smørum, men har planlagt at flytte hjemmefra til København i løbet af sommeren sammen med kæresten, der i øvrigt også er hendes caddie og skal med til OL.

Golf tilbage efter 112 år

Det bliver noget helt særligt, når Nanna Koerstz Madsen sammen med de tre øvrige danske golfspillere, Nicole Broch Larsen, Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen, skal repræsentere Danmark ved OL. Golf har nemlig ikke været på OL-programmet i 112 år, så Nanna glæder sig både på egne og hele golfsportens vegne.

»Det bliver sjovt at være med, for golfmæssigt er det jo noget helt nyt, og derfor ved vi heller ikke rigtigt, hvad vi skal forvente. Men jeg håber, at det kan være med til at sætte lidt mere fokus på golf. Det bliver i hvert fald sendt i fjernsynet, og det er jo altid godt,« siger Nanna, der er vant til, at det ellers mest er golfblade og -magasiner, der interesserer sig for hendes bedrifter.

Men de senere år har alligevel budt på en del opmærksomhed – også uden for golfkredse. Blandt andet blev hun i 2014 nomineret til Politikens sportspris ’Årets Fund’, hvor hun sluttede på en flot fjerdeplads.

Nanna-Koerstz-Madsen-sommer-2016-1-copy

Repræsenterer et land

Nanna Koerstz Madsen tager afsted til Rio i denne uge. Herrerne spiller fra 11. til 14. august og den 17. til 20. er det så kvindernes tur.

»De har bygget en helt ny bane til os dernede, så den er jeg selvfølgelig spændt på at se. Men i det hele taget glæder jeg mig bare rigtig meget til at se det hele – og prøve at bo i OL-byen,« siger Nanna.

Hun glæder sig også til at repræsentere ikke bare sig selv, men hele Danmark ved legene:

»Normalt, når jeg spiller, så spiller jeg bare for mig selv. Men til OL spiller jeg for et hold og repræsenterer et land. Så det bliver lidt anderledes – men mega spændende. Jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe oplevelse,« siger hun.

Går efter medalje

I Dansk Golf Union er eliteansvarlig og OL-teamchef, Claus Mølholm, optimistisk omkring de fire danske golfspillere, der skal med til OL i Rio.

»Vi går efter en medalje. Det er mindsettet. Men vi bliver først skuffede, hvis vi ikke har en spiller i top 15. Det er nogle interessante spillere, fordi de alle fire har vundet på European Tour indenfor de sidste 14 måneder. Så potentialet er klart til stede til en toppræstation,« siger han.

Såvel herrer som damer dyster i det normale turneringsformat, slagspil, hvor den vindende spiller er den, der har brugt færrest slag efter fire runder à 18 huller.

Nanna-Koerstz-Madsen-sommer-2016-5-copy


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “»Jeg er vild med konkurrencen«”

  1. Lissa Mikkelsen siger:

    Jeg glæder mig til at se, både dig og de øvrige 3 spillere, og er naturligvis stolt af at have en spiller fra Smørum Golfklub på holdet 👍🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *