Frivillige laver film
film-2.jpg
Peter Steenberg har lavet sin første spillefilm, komedien ’Lisa’, der er skabt udelukkende ved hjælp af frivillige kræfter både foran og bag kameraet. Foto: Privatfoto
projekt Peter Steenberg fra Egebjerg har med hjælp fra 130 andre frivillige skabt komedien ’Lisa’, der har premiere i Baltoppen Bio i næste uge.

For cirka to år siden begyndte en idé at tage form i Peter Steenbergs hoved. Han havde en idé til en film, der gik ud på, at en mand og en kvinde blev ved med at støde på hinanden i forskellige situationer, men aldrig fik øjenkontakt. Før til sidst – selvfølgelig, hvor det så skulle vise sig at de var hinanden sjælepartnere.

Grundidéen voksede og tog form, inspireret af forskellige ting fra Peters eget liv.

»Dernæst tænkte jeg, at det kunne være spændende at lave et stort projekt som var unikt og ikke lige set før i den størrelsesorden på frivillig basis. Jeg ville lave en spillefilm, som udelukkende skulle have folk med som brændte for at lave film, enten foran eller bagom kameraet,« fortæller han.

I alt har flere end 130 personer været inde over filmen på en eller anden måde – alle har været frivillige, og den færdige film tilbydes også gratis til alle, der har lyst til at vise den.

Hvordan har du fået folk til at være med?

»Ja, det samme kan jeg til tider spørge mig selv om, da hverken jeg eller andre tjener penge på denne type projekter. Jeg tror, det handler om den gejst og vilje jeg udviser – om at vi kommer i mål og det ikke bare er tom snak. Ikke mindst at vi har det sjovt hele vejen, er med til at folk synes om idéen. Det er ikke økonomien, men kreativiteten der driver værket og det tror jeg helt naturligt smitter af på folk, som vil det samme som jeg,« siger Peter Steenberg, der bor i Egebjerg og til dagligt arbejder i en it-virksomhed.

Hvor får du tiden og overskuddet fra?

»Alt handler om, hvordan du prioritere dit liv med de ting du brænder for. Jeg plejer gerne at sige til folk som spørger mig, hvordan jeg både kan have fuldtidsarbejde, børn og så lave film ved siden af: Jamen, jeg har ikke en hest eller spiller golf, eller går til andre fritidsinteresser – jeg ”går til film”,« forklarer Peter og fortsætter:

»Der har altid været en iværksætter gemt i mig og jeg har virkelig fundet passionen ved at skabe noget, som andre kan blive underholdt af. Det at være kreativ og finde livsglæden ved at tingene lykkes, når man blot er målrettet og ambitiøs, er en stor tilfredsstillelse.«

Klar til premiere

Filmen er efter fire måneders filmoptagelser nu færdig. Det er en kærlighedskomiedie, der har fået titlen ’Lisa’, som er filmens hovedperson.

Lisa er en kvinde i sin bedste alder, med styr på karrieren. Livet er dog ikke altid lige let, idet privatlivet hurtigt kan stå i skarp kontrast, med til tider pinlige og akavede situationer, lyder oplægget til filmen.

Hvad synes du selv om det endelige resultat?

»Først og fremmest er jeg stolt af, at vi har formået at fuldføre fire måneders intense filmoptagelser i både Danmark og Frankrig. Det hele har været et lærerigt forløb på to år med forberedelser, finde medvirkende, være på location og til sidste ende i redigeringsfasen og planlægning af premieren. Jeg er fuldt ud tilfreds med det vi har opnået, og jeg er stolt af alle, som har været en del af hele forløbet. Der vil altid være ting, der kunne være gjort mere strømlinet og bedre. Men det vil der altid være i en kreativ proces, som jeg kan tage ved lære af i fremtidige film,« siger Peter Steenberg.

Peter Steenberg og alle de mange frivillige, der har hjulpet filmen på vej, holder premiere på ’Lisa’ onsdag den 10. august i den lokale biograf, Baltoppen Bio.

Efterfølgende vil det være mulig at se filmen både her og i flere andre biografer landet over – blandt andet på Samsø, i Holbæk og København, fortæller Peter Steenberg og tilføjer:

»Alle der har et sted, hvor de samler folk og viser film, kan få den frit stillet til rådighed.«

Interesserede kan kontakte Peter Steen via hans hjemmeside www.psfilm.dk.

Herunder: Billeder fra filmen

Lisa3-copy Lisa-film1-copy Lisa-film2-copy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *