En ikke særlig gangbar sti
sti.jpg
tilgængelighed Et medlem af Handicaprådet undrer sig over den meget stejle sti, som netop er anlagt ved busstoppet ved den nye Rema1000 på Skovvej.

»Jeg må sige, at jeg bliv noget overrasket, da jeg for et par uger siden kom gående her og så den nye sti. Jeg ved simpelthen ikke, hvad kommunen har tænkt på, men det er i hvert fald ikke de ældre og gangbesværede mennesker, som der bor mange af her i området,« siger 73-årige Alice Thulesen, som ud over at være jævnlig gæst i Lundegården også sidder i det lokale handicapråd, hvor hun beskæftiger sig meget med tilgængelighed.

Stien, hun taler om, er en nyligt anlagt gangsti fra Lundegården op til busstoppestedet på Skovvej ved den nye Rema1000.

»Jeg kom forbi for et par uger siden, da arbejdsfolkene gik og lavede det, og så spurgte jeg én af dem, hvad meningen var med denne stejle sti. Han svarede, at de bare gjorde, som de havde fået besked på af kommunen,« fortæller Alice Thulesen, der straks skyndte sig hjem og kontaktede Ballerup Kommune, hvor en medarbejder tog i mod besked og telefonnummer.

Spild af penge

Men siden har Alice Thulesen intet hørt, og nu er arbejdet med stien tilsyneladende færdigt.

»Det der kan vi da ikke være bekendt. Det er alt for stejlt og folk med stok eller rollator kan da ikke komme op her. For slet ikke at tale om, når de skal ned igen. Og prøv lige at forestille dig til vinter, når her bliver glat. Så er den sti jo direkte livsfarlig – også for helt almindeligt gående mennesker,« siger hun og tilføjer:

»Nu prøvede jeg at ringe til kommunen, mens arbejdet var i gang, så de kunne nå at gøre noget med det samme. Det er jo dumt – og i øvrigt spild af penge – at skulle lave det hele om igen, fordi det ikke blev lavet rigtigt første gang. Og hvem kommer til at betale for det i sidste ende – det gør skatteborgerne,« siger Alice Thulesen og tilføjer:

»Jeg bliver altså lidt forarget.«

Kom ud i virkeligheden

Selv er hun blind på det ene øje og har dårlig hofte og knæ, så hun er meget opmærksom på omgivelserne, når hun bevæger sig rundt. Ligesom hun i sine 15 år i handicaprådet har arbejdet indgående med tilgængelighed overalt i kommunen.

»Helt overordnet synes jeg, at tilgængeligheden i kommunen er blevet bedre. Men når jeg så ser denne løsning, så undrer jeg mig virkelig. Nogle gange er det som om, at dem der træffer beslutningerne, bare sidder på deres kontor og planlægger på papiret i stedet for at komme ud i virkeligheden. Enhver kan jo se, at det her ikke er noget god løsning,« siger Alice Thulesen, der understreger at det både er hældningen på stien og belægningen, den er gal med.

»Min forlovede går med rollator og var her i sidste uge, da det havde regnet. Han sagde at den var utrolig glat, så der skal altså også gøres noget ved belægningen,« tilføjer hun.

Det virker lidt tåbeligt

Ballerup Bladet har kontaktet formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune, Helle Tiedemann, der har sat en efterforskning i gang for at finde ud af, hvad der er sket.

»Det virker da mærkeligt og lidt tåbeligt at lave den så stejl. Vi er jo handicapvenlig kommune. Det må vi kigge på,« skriver hun i en mail til avisen.

Vi følger naturligvis op, så snart udvalgsformanden har fundet hoved og hale på sagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *