Fortovsrenovering i Pigekvarteret i Skovlunde
debat Jeg har tidligere indsendt et indlæg i Ballerup-Bladet (5. juli 2016) om ovennævnte emne - specielt omkring min påstand om manglende koordinering og planlægning af arbejdet.

Det er ikke fordi jeg synes det er blevet bedre siden. Blandt andet har vi modtaget fire breve fra kommunen om sagen, som jeg synes har skabt mere forvirring end klarhed, men lad det nu ligge.

Det sidste brev vi har modtaget indeholder oplysning om, at kommunalbestyrelsen har bevilget ekstra to millioner kroner til fortovsrenoveringen, så man kan istandsætte et par fortovsbaner mere i kvarteret, uden at det dog er muligt at gøre renoveringen færdig. Et lille skridt på ”vejen” og respekt for det.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at skrive mere om sagen, men I Ballerup Bladet uge 29 kan man så læse om kommunens forbrug af millioner på kunst. Nu vil man sikkert hævde, at det er to forskellige ”kasser” pengene tages fra, men mon ikke kommunalbestyrelsen også kan beslutte, at skære lidt ned på kunsten, og så bruge nogle af de sparede midler på blandt andet istandsættelsen af de dårlige veje i kommunen.

Husk på, at pæne og sikre veje også er en form for kunst, og så kan den bruges til noget fornuftigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *