Væk med vakkelvorne vaner
Sune_Lohse_15.jpg
Det handler ikke kun om at få gode karakterer. Det handler lige så meget om at lære vores børn og unge at bliver handlekraftige, tage ansvar for sig selv og andre samt at se verden i et positivt og forandringsvilligt lys. Det mener Sune Lohse, som har skrevet en bog om børneopdragelse i erhvervsperspektiv. Foto: Flemming Schiller
Bogudgivelse Han er leder i både FDF og i erhvervslivet, bor i Måløv og far til to teenage-børn. Nu har han skrevet en bog, der udfordrer mange forældres syn på opdragelse, lektier og gode vaner.

En bog med budskaber som: Væk med lektier og karakterræs! Skæld ikke ud, men motiver dine børn! Vær positiv og find en anderledes måde at løse problemerne på!

Det lyder måske som noget overvintret hippie-hvad-synes-du-selv-klokken-skal-være-filosofi. Men tag ikke fejl. Det er blot nogle af elementerne i en ny bog skrevet af Måløv-indbyggeren, spejder- og erhvervslederen Sune Lohse.

Bogen hedder ’Fremtidens helte skabes i dag’ og er en selvhjælpsbog om opdragelse. Dem er der skrevet mange af, men denne bog er speciel. Det er nemlig en bog om opdragelse set fra en arbejdsplads perspektiv. Det er nemlig en bog om at bryde vaner, om at tænke på en ny måde og gøre børn handlekraftige, forandringsparate og positive. For det er nemlig det, som erhvervslivet efterspørger, mere end høje karakterer.

En dannelsesrejse

»Man kan godt kalde bogen en dannelsesrejse. Det er en moderne Emma Gad, men med fokus på at rykke sig, ikke så meget på opførsel. Jeg har et kapitel i bogen om gode manerer, som jeg mener er essentielle i forhold til at man skal kunne begå sig i verden. Men det handler først og fremmest om at gøre dagens børn og unge til gode kolleger og egnede til erhvervslivet,« siger Sune Lohse.

Han mener som udgangspunkt, at der fokuseres alt for meget på karakterer i skolerne i dag og alt for lidt på at gøre de unge til handlingsorienterede og hele mennesker.

»Det fascinerer mig, at nogen børn og unge allerede fra de er helt små, bliver excellente kolleger mens andre ikke bliver det. Jeg har set det i mit arbejde i FDF igennem mange år og jeg ved også, hvad der efterspørges i erhvervslivet. Jeg har ikke en eneste gang bedst en kvalificeret kandidat om eksamenspapirer og karakterer. Men jeg ser meget på hvordan de er som mennesker og hvilke sociale kompetencer de har. Derfor vil jeg gerne have fokus på de almene kompetencer generelt. Det er nemlig noget man kan lære, hvis man vil. Det betyder, at alle kan lære at begå sig bedre, uanset om man kun får 12-taller i skolen eller ikke. Det er slet ikke det, som betyder noget i længden,« siger Sune Lohse, da vi besøger ham i villaen i Måløv.

Han anerkender, at karakterer er vigtige i forhold til agt komme ind på et studie, men han mener at det sygelige fokus, der er på karakterer slet ikke har nogen relevans i forhold til de mange kompetencer, som man smider ud i den forbindelse.

Væk med kineser-frygten

»Vi er bange for kineserne. Men vi kan ikke slå dem alligevel. De er en milliard mennesker, så det er en umulig kamp. I stedet skal vi flytte fokus væk fra den ensidige karakter-kamp og finde tilbage til nogen af de kreative, løsnings- og samarbejdsorienterede kompetencer, som vi altid har haft og som vi bryster os af at have. Det er sådan, vi har fået vores velfærdssamfund. Men det her handler ikke om politik eller hippie-filosofi, slet ikke. For at mestre kompetencer som ansvar, forandringsparathed, handlekraft og god kommunikation kræves benhårdt arbejde. Alle kan gøre det, men det kræver en indsats,« pointerer Sune Lohse.

Sune_Lohse_30

Han har set mange unge, der ikke var gode i skolen, men som alligevel blomstrede, når de fik praktiske og kreative måder at løse problemer på. Pludselig kunne de lære ting ved at handle og gøre, som de ikke kunne lære gennem flere år i skolen.

»Mennesker er meget mere komplicerede end bare karakterer, så derfor skal der mere til. Jeg siger ikke, at lærdom ikke er vigtig og at karakterer ikke er det. Men det vilde karakterræs, der findes nu, er især skabt af uddannelsesinstitutionerne, som har skabt fortællingen om, at det er sådan man skal komme frem i verden. Men jeg mener, at mennesker er meget mere end bare det, de lærer på skolebænken,« siger Sune Lohse.
Opdragelse i erhvervshøjde

Han fik ideen til bogen allerede i 1996, hvor han puslede med ideen om at skrive en bog om kolleger. Men efterhånden gled det over i interessen for at sætte et erhvervsmæssigt perspektiv på børnopdragelse. Det var et uopdyrket land.

»Mange bøger om opdragelse er meget kortsigtede eller tager udgangspunkt i børnenes verden. Men jeg tog udgangspunkt i de ting, jeg ser som leder og frivillig og ville sætte fokus på, at børn og unge, men også alle andre for den sags skyld, kan klare sig mindst ligeså godt, hvis de har en række andre kompetencer. Jeg ved i hvert fald, at det er de kompetencer, der betyder mest, når vi ansætter folk,« siger Sune Lohse, der mener at man i sidste ende skal måles på sin indsats og ikke på sit resultat.

»Hvis man bliver målt på sit resultat, så er det en håbløs kamp. Der vil altid komme nogen med et bedre resultat og man er nærmest dømt til på et tidspunkt at falde igennem. Men hvis man måles på sin indsats for at nå sit mål, så kan man hele tiden forbedre sig og finde anerkendelse. Det handler om at motivere til at gøre sig umage og nå de mål man sætter sig. Dermed handler man og snakker ikke bare. Man når længere med handling end ved bare at lære passivt,« understreger Sune Lohse.

Venner og vaner

Han mener faktisk, at lektier i hjemmet er af det onde. Selv roser han ikke overdrevent, hvis hans egen børn får gode karakterer, men han har altid motiveret dem til at gøre noget – til at handle.

»Selvfølgelig betyder det noget for mig, at mine børn får gode karakterer, selvom jeg nok ikke lader det skinne så meget igennem. Men det betyder rigtig meget for mig, hvis de er gode kammerater eller de når nogle mål, de sætter sig og gør det ordentligt. Det er vigtigt at handle og gøre ting, så når man også andre mål,« siger Sune Lohse, som også selv i gennem årene har skullet øve sig i at opdrage via motivation og ikke så meget igennem kommandoer og skældud.

»Vi har alle vaner og jo ældre vi bliver, jo sværere er det at ændre ting og tilegne sig ny lærdom. Derfor er denne bog primært rettet imod børneforældre. Men alle kan naturligvis drage nytte af bogens emner,« siger Sune Lohse, der også mener at hvis man lærer at motivere, at tænke positivt og handle i stedet for at være passiv, så gør man også op med tidens offer- og krænkelseskultur, hvor folk har meget svært ved at sige ’pyt’ og fokusere på egne styrker og muligheder i stedet for andres fejl og begrænsninger.

»Vi skal lære at handle for fællesskabet og omgås hinanden på en anden måde end bare at måle karakterer. Vi skal turde handle og skabe vores egne liv, men den slags vaner skal skabes allerede fra barn. Derfor mener jeg, at der var en plads til ’Fremtidens helte skabes i dag’ på markedet,« siger Sune Lohse.

Bogen er på 240 sider og er inddelt i ti kapitler, der hver indeholder præcise beskrivelser af ti konkrete emner. Altsammen for at gøre fremtidens børn til ikke bare at få gode karakterer, men i særdeleshed til at blive gode, innovative og handlekraftige samfundsborgere.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *