V efterlyser klar boligstrategi
Grantoften-1.jpg
Debatten om de almene boliger i Ballerup, som her Grantoften, er blusset op igen. Venstre efterlyser en samlet kommunal strategi for fremtidens boligpolitik i kommunen. Foto: Arkivfoto
Boliger Venstres Kåre Harder Olesen mangler en kommunal boligstrategi, der skal skabe bedre balance mellem alment og privat boligbyggeri.

Debatten om Ballerups boligpolitik er blusset op igen her midt i den politiske sommerstilhed.

Baggrunden er, at Ballerup Bladet i sidste uge kunne fortælle, at Ballerup Kommune ikke har søgt den statslige pulje til opførelse af små almene boliger. En pulje, der har til hensigt på kort sigt at skaffe boliger til flygtninge og på længere sigt at kunne være et billigt boligvalg i den almene sektor.

Her fortalte Kåre Harder Olesen fra Venstre, at partiet var imod, at man skulle søge puljen, fordi partiet ikke støtter mere alment byggeri, men vil have en bedre balance mellem privat og alment boligbyggeri. I Venstres optik har Ballerup Kommune for meget alment boligbyggeri i forvejen. Det er faldet nogle socialdemokrater for brystet, men nu præciserer Kåre Harder Olesen, at partiet skam står ved sin udmelding, men at man efterlyser en samlet boligstrategi fra Ballerup Kommunes side.

»Det er en misforståelse, når jeg er citeret for ’at opførelsen af små almene boliger faktisk er imod den overordnede boligstrategi som Ballerup Kommune har, hvor man netop vil gå efter at finde en bedre balance mellem alment og privat boligbyggeri’. For Ballerup Kommune har desværre IKKE en sådan strategi – det har vi i Venstre, men flertallet i Ballerup Kommunalbestyrelse deler ikke dette ønske,« skriver Kåre Harder Olesen i en kommentar – og han fortsætter.

»Den strategi, som jeg henviser til i interviewet, er kommunens strategi om at få flere større familievenlige boliger bl.a. ved at samarbejde med boligselskaberne om sammenlægning af små lejligheder til større, som det f.eks. er sket i Ellebo på Baltorpvej. Det er denne strategi, som jeg mener, at opførelsen af små almene boliger vil være i modstrid med,« uddyber han.

Intet forligsbrud

Kåre Harder Olesen synes i øvrigt det er mærkeligt, at Socialdemokraterne har undgået at søge om puljen, og nu lægger ansvaret over på budgetpartneren.

»Det er i øvrigt pudsigt, at borgmesteren nu lægger ansvaret for den manglende ansøgning over på os i Venstre – et ansvar som vi dog meget gerne påtager os. Under sagsbehandlingen i Økonomiudvalget var vi netop enige om, at det ikke er omfattet af budgetaftalen, fordi det fremgår af sagen, at pengene skal findes inden for rammerne af budgettet til almene boliger, og så kan vi naturligvis ikke nedlægge veto mod det, hvilket jeg så heller ikke gjorde – jeg stemte blot imod.

Derfor kommer det da bag på mig, dels at puljen ikke er søgt – hvilket som sagt glæder mig, og dels at borgmesteren bruger denne begrundelse for ikke at have søgt,« pointerer Kåre Harder Olesen, der altså efterlyser en samlet kommunal strategi for boligpolitikken i Ballerup, der blandt andet skal skabe en bedre balance mellem alment og privat byggeri i Ballerup i fremtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *