Vi overholder loven
Debat Naturligvis overholder Ballerup Kommune Lejeloven og alle andre regler.

Som det fremgår i sidste uges udgave af Ballerup Bladet, er Ballerup Kommune kendt for at være en progressiv kommune, med mange gode tilbud til blandt andre medborgere med udviklingshæmning. Ligeledes er der en lang tradition for at både brugere og pårørende inddrages.

Sådan har det altid været og dette vil også ske i fremtiden. En konkret plan for inddragelse er under udarbejdelse med alle relevante interessenter; beboerne, pårørende, personalet, leder samt øvrige gode kræfter i Ballerup, der har kendskab til området og som ønsker at bidrage.

Med købet af ejendommen i Skovlunde vil der være mulighed for at etablere moderne og fremtidssikrede boliger for voksne udviklingshæmmede. Med god inspiration fra et besøg Social og Sundhedsudvalget har haft til »Marjatta« på Midtsjælland, er det blevet klart for os, at der kan bygges således, at den lille enhed (den enkeltes lejlighed) kan blive en del af en lidt større enhed, der så igen er del af fællesskabet. ”Marjatta” har ligeledes samlet bo-, aktivitets- og beskæftigelsestilbud – men således at der er naturlige miljøskift for den enkelte. Dette vil være med til at give beboerne mulighed for – efter eget ønske – at vedligeholde gamle relationer og til at danne nye.

”Marjatta” har været igennem en lignende proces, som vi nu står overfor, som har resulteret i en positiv udvikling, både for stedet og for beboerne.

Vores nye erhvervede ejendom ligger i et godt og dejligt boligkvarter og lige op ad Skovlunde Park, hvilket er med til at give nye attraktive udenomsarealer, sammen med den dertil hørende egen have.

Bygningen er beliggende tæt på gode indkøbsmuligheder og offentlig transport til glæde for beboerne og de besøgende.

Beboerne fra de tre botilbud, der skal flytte ind, vil ganske som nu komme til at bo med en lejekontrakt.

Ved at samle de tre botilbud og dagtilbud vil der være endnu større mulighed for at udvikle de socialpædagogiske metoder til en øget kvalitet for beboerne. Der vil være større mulighed for at hjælpe hinanden, støtte op om eneaktiviteter med beboerne og det vil være mere fleksibelt i forhold arbejdstider, således at de bedre kan tilpasses beboernes behov. Derudover vil vi blive mere effektive på ledelse og administration m.m.

Vi ser frem til en konstruktiv og indholdsrig debat med alle om de fantastiske muligheder, de nye boliger vil tilvejebringe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *