Ballerup misser flygtningemillioner
Flygtningeboliger-2-1.jpg
’Møllen’ på Gl. Rådhusvej er stedet, hvor mange flygtninge møder Ballerup første gang. Her er nu opført en lang række boliger til nyankomne flygtninge. Foto: Arkivfoto
Puljer Tilskud. Ballerup har ikke søgt en stor statslig pulje til opførelse af små almene boliger. Årsagen er uenighed mellem forligsparterne.

Mere end halvdelen af landets kommuner får penge fra en statslig pulje ’til opførelse af billige almene familieboliger’. Puljen er især rettet imod boliger til at huse de mange flygtninge, der kommer til kommunerne i denne tid, men også rettet mod generelt at kunne bygge almene boliger.

Men de mange millioner flyder udenom Ballerup. For kommunen har slet ikke søgt puljen. Selvom Økonomiudvalget har haft sagen på bordet, så vejer hensynet til budgetaftalen højt og derfor er puljen med i alt 640 millioner kroner ikke blevet aktuel i Ballerup.

Årsagen er, at forligsparterne S og V ikke var enige om puljen.

Uenig forligskreds

»Der var to puljer. En ’lille’ pulje til opførelse af midlertidige boliger. Den har vi fået 500.000 kroner fra. Det er ikke så meget, men det er bedre end ingenting. Den anden pulje til opførelse af små almene boliger på mere permanent basis har vi ikke søgt. Vi har drøftet om vi skulle søge den, men vi var ikke enige. Socialdemokraterne og Enhedslisten ville gene søge den, men Venstre var imod. Og når vi ikke kunne blive enige mellem de to forligsparter, så valgte vi ikke at søge puljen,« siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Ifølge borgmesteren var der afsat en del penge til almene boliger og der er planlagt almene boliger i blandt andet Egebjerg og Ellebo, men de falder ikke ind under de kriterier, som Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har sat for puljeboligerne og derfor røg der ingen ansøgning af sted.

Det betyder, at Ballerup ikke får noget tilskud til at opføre små almene boliger i denne omgang. Det udfordrer flygtningeboligsituationen i kommunen, men ikke voldsomt, mener borgmesteren.

»Vi har fået bygget en del boliger ved Møllen og vi er godt dækket ind i dette år. Antallet af flygtninge, der kommer til kommunen er ikke så stort som vi forventede ved årets begyndelse.

Vi havde fået en melding på 72, men vi anslår antallet bliver på omkring 50. Men allerede til efteråret er vi nødt til at tænke på de flygtninge der ankommer i de kommende år. Dem skal vi have opført boliger til. Generelt set skal vi have flere almene boliger i kommunen. Det er Venstre imod, men vi må jo se, hvad vi kan finde ud af ved de kommende budgetforhandlinger,« siger Jesper Würtzen.

Ikke flere ghettoer

Hos Venstre er der glæde over, at puljen ikke er blevet søgt.

»Vi er imod opførelsen af flere almene boliger. Det handler om, at vi gerne vil have en bedre boligbalance i kommunen. Ballerup har i forvejen rigtig mange almene boliger og er en af de kommuner i landet med mest alment boligbyggeri. Det vil vi ikke have mere af. Vi har ikke noget imod almene boliger generelt, men vi skal finde en bedre balancen mellem private boliger og almene. Når man bygger små almene boliger, så kan vi godt frygte, at der sker det, som er sket mange andre steder. At man bygger ghettoer. Og det ønsker vi ikke at være med til. Derfor glæder det os, at flertallet har valgt ikke at søge den pulje,« siger Kåre Harder Olesen (V) og tilføjer at opførelsen af små almene boliger faktisk er imod den overordnede boligstrategi som Ballerup Kommune har, hvor man netop vil gå efter at finde en bedre balance mellem alment og privat boligbyggeri.

Rettidig omhu

Helt præcist hvor mange flygtninge, der kommer til Ballerup i 2017 er stadig uvist. Antallet forventes at være færre end forventet på baggrund af et generelt faldende antal flygtninge, der kommer til Danmark og Europa. Men ifølge borgmester Jesper Würtzen er kommunen nødt til at være forberedt.

»Vi kender ikke antallet af flygtninge endnu, men vi er nødt til at sikre os, at de som kommer, kan få et sted at bo. Antallet er måske mindre end forventet på grund af en lang række ting, men vi skal stadig forberede os ordentligt, vise rettidig omhu,« siger borgmesteren.

Men der er ikke så meget at forberede sig på, mener Kåre Harder Olesen.

»Flygtningestrømmen er faldende. Det ser ud til at regeringens politik på det område virker, men der er selvfølgelig også en række andre faktorer der spiller ind. Men de fremtidige flygtninge, som kommer til Ballerup skal vi håndtere indenfor den eksisterende almene boligmasse. Der har vi ledig kapacitet, hvor vi sagtens kan klare det,« siger Kåre Harder Olesen.
Ballerup Kommunes udgifter til nyankomne flygtninge er ifølge kommunens beregninger 20 millioner kroner over tre år.

2 kommentarer om “Ballerup misser flygtningemillioner”

  1. Det er helt korrekt, at Venstre stemte imod at søge puljen til små almene flygtningeboliger og af de årsager, som er anført i artiklen.
    Det er derimod ikke korrekt, når jeg er citeret for følgende: “at opførelsen af små almene boliger faktisk er imod den overordnede boligstrategi som Ballerup Kommune har, hvor man netop vil gå efter at finde en bedre balance mellem alment og privat boligbyggeri.”
    Ballerup Kommune har desværre IKKE en sådan strategi – det har vi i Venstre, men flertallet i Ballerup Kommunalbestyrelse deler ikke dette ønske.
    Den strategi, som jeg henviser til i interviewet, er kommunens strategi om at få flere større familievenlige boliger bl.a. ved at samarbejde med boligselskaberne om sammenlægning af små lejligheder til større, som det f.eks. er sket i Ellebo på Baltorpvej. Det er denne strategi, som jeg mener, at opførelsen af små almene boliger vil være i modstrid med.
    Det er i øvrigt pudsigt, at borgmesteren nu lægger ansvaret for den manglende ansøgning over på os i Venstre – et ansvar som vi dog meget gerne påtager os. Under sagsbehandlingen i Økonomiudvalget var vi netop enige om, at det ikke er omfattet af budgetaftalen, fordi det fremgår af sagen, at pengene skal findes inden for rammerne af budgettet til almene boliger, og så kan vi naturligvis ikke nedægge veto mod det, hvilket jeg så heller ikke gjorde – jeg stemte blot imod.
    Derfor kommer det da bag på mig, dels at puljen ikke er søgt – hvilket som sagt glæder mig, og dels at borgmesteren bruger denne begrundelse for ikke at have søgt.

  2. Jeg synes det er brandhamrende ærgerligt at denne pulje ikke er blevet søgt. Så vidt jeg forstår, så er puljen forlods øremærket de enkelte kommuner, så hvis en kommune ikke søger dem, så kommer de ikke nogen til gode.
    Desuden, så har flere af de almene boligorganisationer nogle meget spændende koncepter for flygtningeboliger i skuffen, boliger som på længere sigt kan finde anvendelse som gode familieboliger når krisen i Syrien er løst. Dette kunne have været en gevinst for alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *