Kommunen skærer trods forældreoprør
Valhalla-1-1.jpg
Valhalla i Byen er snart fortid. Et flertal i kommunalbestyrelsen har besluttet at lukke institutionen og flytte børnene over på andre institutioner i området. Foto: Arkivfoto.
Institutioner På trods af forældreprotester og høringer, skærer politikerne på institutioner i distrikt Skovvejen.

Det begyndte med store protester og sure forældre, workshops og høringer. Men det ender alligevel med besparelser på institutionerne i distrikt Skovvejen, altså Nord- og Sydpolen, Valhalla i byen og Skoven samt Lundegården og Ved Skoven.

Allerede i december måned besluttede Børne- og Skoleudvalget, at der skulle ske omstruktureringer i området og da forældrene gik på barrikaderne blev der indkaldt til en workshop for forældrebestyrelserne, der kunne komme med input og forslag til de kommende omstruktureringer.

Siden har forvaltningen arbejdet med de forskellige forslag og nu har politikerne besluttet sig.

Omstruktureringerne og besparelserne i distrikt Skovvejen kommer og helt konkret betyder det, at Sydpolen bevares i nuværende bygningen, Valhalla i Byen lukkes, der kommer skovbørnehavegruppe i Valhalla i Skoven og der kommer desuden flere pladser udover skovbørnehavegruppen. Endelig opnormeres Lundegården, Ved Skoven og Nordpolen, så de kan aftage de børn der kommer fra den snart hedengagne Valhalla i Byen.

Målet er at spare en million kroner om året på driften fra 2017 og årene frem.

Lukning trods protest

Forældrene til børnene i de berørte institutioner har som nævnt tidligere været på banen med et krav om at blive inddraget i processen. Det ændrede altså ikke på beslutningen om at lukke Valhalla i Byen, selvom forældrene for et halvt års tid siden stod frem og slog til lyd for, at institutionen var så godt et tilbud til deres børn, at den ikke skulle lukkes ned.

Politikerne besluttede med stort flertal i kommunalbestyrelsen at effektuere besparelserne og ifølge formand for Børne- og Skoleudvalget, Peter Als (A), har der været mange positive tilkendegivelser fra forældrene, på trods af de tidligere protester.

Både Konservative og Enhedslisten stemte imod beslutningen.

Mette Hedegaard (Ø) ønskede at få endnu en afsluttende høring, hvor kommunen kan høre fra alle de ’glade forældre’ og få afsluttet sagen på den måde.

Bliver ikke hørt

For selvom der tilsyneladende er stor glæde for de nye planer blandt de fleste politikere, så er forældrene ikke overraskende lidt mugne over processen.

De føler ikke, at de er blevet hørt i sagen og at Ballerup Kommune spiller med fordækte kort.

»Vi har overhovedet ikke været hørt i denne sag. Der var inviteret til workshop, hvor vi fik at vide, at vi havde en reel mulighed for at komme med forslag, blandt andet forslag, der ikke involverede Valhalla-institutionerne. Men alt er blevet fejet af bordet. Det virker som om, at beslutningen var truffet på forhånd og at det bare var en skinproces. Det kan godt være, at kommunen har deres grunde, de er sikkert økonomiske, men så var det faktisk bedre, at de meldte ud, at sådan blev det, fordi der skal spares. Det andet er bare en proces uden reelt indhold,« siger Nanna Cornelius, forælder til børn i Valhalla i Skoven, der nu skal udbygges for at tage imod børn fra blandt andet Valhalla i Byen.

Vil have indflydelse

»Vi kunne rigtig godt tænke os at få en forældrerepræsentant ind i den arbejdsgruppe, der nu skal sætte udbygningen i gang. Vi har holdt møde med blandt andet Peter Als og andre kommunale repræsentanter den 21. juni. Men det var tydeligt, at der ikke rigtigt var lagt op til dialog. Alt blev affejet. Jeg sidder med fornemmelsen af, at kommunen egentlig synes, at vi er besværlige og at vi ikke skal komme og blande os i de planer de forlængst har lagt. Men Ballerup Kommune har selv være med til at skabe den mistillid. Forældrene skal ikke bestemme, hvordan byggeriet skal se ud eller hvordan processen skal foregå. Men vi vil gerne have indflydelse på, hvordan vore børns hverdag skal være i en noget større institution som Valhalla i Skoven bliver fremover,« siger Nanna Cornelius der ikke er voldsomt begejstret for de store institutioner, som der bliver lagt op til.

»Det er en tendens, som især Københavns Kommune har skabt og som Ballerup ser ud til at hoppe med på. Al forskning viser ellers, at de meget store institutioner ikke er godt for børnenes hverdag, men de økonomiske hensyn vejer tungere. Men derfor vil vi gerne have indflydelse, og det virker det ikke som om, at vi kan få,« siger Nanna Cornelius.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *