Parkering håndteres i kommende lokalplan
Debat Kære Tonny Madsen. Du skrev et debatindlæg i Ballerup Bladet den 28. juni vedrørende parkeringsforhold ved Bispevangen.

Det er korrekt, at Ballerup Kommune er i dialog med Tyrkisk Kulturforening, som er interesseret i at købe og udvikle et areal på hjørnet af Bispevangen og Vestbuen.

Området er i Kommuneplanen udlagt til det, som bliver kaldt offentlige formål. Det betyder, at der på arealet kan opføres bebyggelse til fritids- og kulturformål, institutioner, forenings- og menighedslokaler og tilsvarende offentlige formål.

Generelt er det sådan, at kommunen er forpligtet til at indgå i en dialog med enhver person, virksomhed, forening eller lignende, der ønsker at bygge nyt i kommunen, såfremt deres planer og ønsker flugter med bestemmelserne i Kommuneplanen.

I dette konkrete tilfælde er den pågældende grund udlagt til netop den type anvendelse, som Tyrkisk Kulturforening efterspørger. Derfor er kommunen i dialog med Tyrkisk Kulturforening.
Grunden er ejet af Ballerup Kommune, og et evt. grundsalg skal derfor foregå gennem et offentligt udbud, hvor alle har mulighed for at komme med et bud på grunden, såfremt man ønsker at købe den.

Før et eventuelt bygge- og anlægsarbejde kan gå i gang, vil der blive udarbejdet en lokalplan.

Når Kommunalbestyrelsen har godkendt et forslag til lokalplanen, bliver den offentliggjort til offentlig debat. I den periode har alle mulighed for komme med holdninger og forslag til lokalplanen. Derudover afholdes et eller flere åbne borgermøder. Så der bliver tid og rum til debat, inden lokalplanen vedtages endeligt af Kommunalbestyrelsen.

Ballerup Kommune er opmærksom på, at der er en opgave vedrørende sikring af fremtidige parkeringsforhold. Derfor vil Ballerup Kommune i lokalplanbestemmelserne stille krav til antallet af parkeringspladser. Samt ikke mindst fastslå at parkering skal håndteres på egen grund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *