I maj var det tyske banelandshold på besøg i Ballerup, hvor de benyttede superarenaen som udgangspunkt for en træningslejr, som optakt til sommerens olympiske lege.
I sidste uge var det så det franske banelandshold der kom til Ballerup, for at træne i superarenaen. Blandt franskmændene, der var på besøg i Danmark, kan nævnes de tre verdensmestre i holdsprint 2015, Michael D’Almeida, Grégory Bauge og Kevin Sireau.
Specielt Bauge kender banen i Ballerup, da han i 2010 blev individuelt verdensmester i sprint netop her. Og i øvrigt vandt de tre sølv i holdsprint i netop superarenaen ved VM 2010. Grégory Bauge er i alt noteret for ni verdensmesterskaber.
Den store interesse for at benytte Ballerup Super Arena som udgangspunkt til OL skyldes, at banen er identisk med den, der skal køres på i Rio til august.