Superstudenten fra Skovlunde
stud-1.jpg
Cecilie Madsen har sprængt karakterskalaen med et endeligt snit på 13,1 fra det tekniske gymnasium Sukkertoppen i Valby. Foto: Privatfoto
studentereksamen 20-årige Cecilie Madsen fra Skovlunde endte på utrolige 13,1 i snit til studentereksamen.

»Øjeblik, jeg har faktisk ikke talt dem, så jeg tjekker lige.«

Cecilie Madsen fra Skovlunde skal svare på, hvor mange 12-taller der står på studenterbeviset, og den nybagte student er i fuld gang med at logge ind på sin telefon for at se sit eksamensbevis.

Der går lige lidt tid med at finde ud af det, for der er mange 12-taller at tælle, og svaret er da også imponerende:

»Tyve 12-taller og otte 10-taller,« lyder det fra Cecilie.

Hun har de sidste tre år knoklet for den flotte studentereksamen på Sukkertoppen Gymnasium i Valby, som er et teknisk gymnasium.

Sprænger skalaen

De mange 12-taller, kombineret med den bonus hun får for at have ekstra A-fag, bringer hende op på et gennemsnit på 12,1, og da hun planlægger at søge på videregående uddannelse allerede til sommer, får hun også en karaktermæssig bonus, der bringer hende helt op på 13,1. Dermed skriver hun sig ind i rækken af såkaldte superstudenter, der i sidste uge sprang ud på landets gymnasier.

Superstudenter er dem, som har et helt særligt talent og en vilje til at udnytte det, så de ender med at sprænge karakterskalaen på gymnasiet. Cecilie er da heller ikke kommet sovende til det flotte resultat:

»Jeg har brugt rigtig meget tid og energi på skolearbejdet. Jeg er meget selvkritisk og bestræber mig altid på at lave nogle ordentlige opgaver. Nogle gang har jeg måske haft lidt svært ved at finde den rette balance, og så kan det godt blive lidt for hårdt,« indrømmer Cecilie.

Nej tak til sabbatår

Men selvom det har været hårdt, er det tre rigtig gode år på Sukkertoppen Gymnasium, Cecilie ser tilbage på. Her har hun utroligt nok også har haft tid til at være lektiehjælper og arbejde frivilligt på et skoleprojekt, hvor hun var med til at producere tv for TV2 Lorry.

Netop medier og kommunikation er hendes store interesse. Hun har gået på studieretningen ’internationale medier’, og hun regner med at fortsætte med at uddanne sig inden for området:

»Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal vælge endnu, men det bliver nok noget med kommunikation, handel og markedsføring på CBS, sandsynligvis H.A.com eller International Business,« siger hun.

Sidstnævnte uddannelse er traditionelt en af de uddannelser, som kræver det højeste snit at komme ind på, gerne over 12, så her kommer Cecilies flotte studentereksamen hende til gode, og spørger man den ambitiøse pige, om det ikke kunne være godt med et sabbatår, er svaret klart:

»Nej, så tror jeg, at jeg vil komme til at kede mig. Jeg kan rigtig godt lide at gå i skole og lære noget, så for mig er det ikke noget afsavn, når jeg starter på uddannelse uden at have et år eller to fri først,« slår hun fast.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *