Flyvestationen lægger jord til historiens vingesus
6093257747_00df315848_o.jpg
Det bliver muligt at komme helt tæt på de mange flotte veteranfly på flyvestationen på søndag. Foto: Alf Blume
Flyvedag Historiske fly lander og den kolde krigs spionjagter bliver vakt til live for en stund, når der på søndag er ’Fly in’ for hele familien på flyvestationen.

Skinnende og nyrestaurerede veteranfly i formation sætter søndag den 3. juli kurs mod Flyvestation Værløse for at lande i en lind strøm på de brede asfaltbaner, der engang var en summende travl del af det danske forsvar.

Men hvor farfar i knickers i sin barndom måtte nøjes med at skubbe sixpencen op i panden og kigge benovet op mod himlen og de tordnende bisværme, kan man nu tage ham under armen og komme helt tæt på.

Veteranflyene fra private samlinger, en F16 og Flyvestationens egen historie bliver rullet ud på og omkring den tre kilometer lange landingsbane, hvor der vil være oplevelser for hele familien fra klokken 10 til 16.

Spionjagt og pilotaspiranter

Arrangementet begynder klokken 10, hvorefter flyene begynder at ankomme fra klokken 10.30. Når motorerne igen er slukket, er der velkomst og taler ved Alf Blume fra Danmarks Naturfredningsforening og Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A), der derefter får lov at gå på vingerne i et DeHavilland DHC-1 Chipmunk-jagerfly.

Børn og barnlige sjæle kan give sig i kast med spionjagten ‘Stop spionen’ eller deltage i ‘Pilotaspiranterne’; en træningslejr, hvor man bliver udfordret på nogle af de forskellige fysiske og motoriske aspekter af pilottræning.

Det er også muligt at gå på opdagelse i Flyvevåbnets historiske udstilling om flyvestationen og teste sin egen viden om områdets historie i quizzen ’Kend din flyvestation’.

Se det samlede program for dagen her: Fly in på flyvestationen hvor der også er et kort over området samt en liste over de flytyper, som kan opleves på dagen.

Tag cyklen til flyvedagen

Arrangørerne bag ’Fly in’ opfordrer gæster til at tage cyklen til Flyvestationen, for det er den bedste måde at indtage det vidtstrakte område på. Man kan køre eller gå via Lejrvej og Sandet og direkte ind på Flyvestationen, hvis man kommer nordfra. Bilister skal køre ad Lejrvej og Sandet til parkeringspladsen bag hangar 46. Der vil være afmærkninger langs ruten.

Hvis man cykler eller går ind fra Jonstrup-siden, kan man komme ind ad den gamle Jonstrupvagt i bunden af Jonstrupvej. Følg skiltene til Hangaren.

Handicappede kan få anvist p-plads tæt på hangaren, igen med indkørsel via den gamle Jonstrupvagt. Ring på 51 30 54 34 senest lørdag den 2. juli klokken 17.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *