Hvad foregår der hos Novo?
Novo-i-Måløv-hvide-telte-copy.jpg
Det enorme telt sikrer 12 måneders tørvejr for byggeriet af en ny fabrik, der skal producere tabletter til behandling af type 2 diabetes. Efter planen bliver teltet taget ned igen til april næste år. Foto: Novo Nordisk
undren Folk undrer sig over de hvide telttoppe, der knejser over Novo i Måløv. Her kommer forklaringen på kæmpeteltet.

Hvad er det for nogle hvide telte, man kan se ved Novo i Måløv? Ved I hvad de har gang i på Novo? Kunne I ikke sende en fotograf ud til Novo og fotografere den interessante bygning, de har opført med en masse små hvide spidse telte ovenpå, og fortælle i bladet hvad det er for noget?

Flere af vores læsere har undret sig over de 20 fine, hvide telttoppe, der er kommet højt til vejrs hos Novo Nordisk i Måløv. Og lad os bare slå fast med det samme: Det er ikke cirkus, der er kommet til byen.

Men takket være en venlig studentermedhjælper i Novos kommunikationsafdeling er vi nu blevet lidt klogere og kan forklare, hvad der foregår under de hvide telttoppe.

12 måneders tørvejr

Teltet er 27 meter højt, bygget af 1.000 ton stål og fordelt på 18 gigantiske teltpæle. Teltet blev sat op i april, og det fungerer som et alternativ til traditionelle stilladsoverdækninger. Dets fornemmeste opgave er at sikre 12 måneders tørvejr for byggeriet af en ny fabrik i Måløv.

Fabrikken skal stå klar i slutningen af 2017, så den efter planen kan producere tabletter til behandling af type 2 diabetes i 2020.

Teltet sørger for, at den stramme tidsplan holder. Entreprenøren er hurtigt kommet i gang med det indvendige arbejde uden risiko for, at der kommer vand ind i bygningen.

Der er også installeret to specielle kraner i teltkonstruktionen, som kan løfte op til 12 tons hver, så det ikke bliver nødvendigt sætte almindelige kraner op på byggepladsen. På den måde bliver der sparet mindst tre måneders byggetid.

Ud over tørvejr, er teltet med til at sikre et godt arbejdsmiljø, da det holder sne, regn og slud ude samtidig med, at det sørger for skygge.

Teltet er det største af sin slags i Danmark, og til september kommer der også sider på. Det forventes at blive taget ned til april næste år.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “Hvad foregår der hos Novo?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *