Der er gået hul i naturen
Hul_2.jpg
Det store åbne stykke, der ikke er begyndelsen til en ny vej. Det er en åbning til de grønne områder, som Ballerup Kommune har gang i flere af. Foto: Flemming Schiller
udsyn Mange har undret sig over rydningen af et stort grønt areal ved Ballerup Boulevard og kritikken er haglet ned over projektet. Naturen skal åbnes, siger udvalgsformanden.

Når man kommer kørende ad Ballerup Boulevard og passerer krydset ved Malmparken, kan man ikke undgå at bemærke, at hvor der før var en ubrudt række træer på det grønne areal ned mod Harrestrup Ådal, er der nu ryddet en række af de træer og et langt stykke ned mod ådalen er der ryddet, hvad der kunne ligne forberedelserne til en motorvej.

Men det er ikke syge træer eller en motorvej der er gjort klar til. Det er Ballerup Kommune, der har skudt et nyt grønt projekt i gang.

Det er der rigtig mange borgere der har opdaget, og på en række forskellige facebook-grupper har kritikken været massiv over for rydningen.

Ord som ’uforståeligt’, ’brøler’, ’30 års vækst fjernet med et pennestrøg’, ’I fælder vores natur’ og ’massakre’ er blot nogle af de ord, som borgerne har brugt. Barske ord, der tydeligt viser, at projektet i den grad kan få folk op af stolene.

Men trods den massive kritik, så tager formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Helle Tiedemann, der er hovedmålet for kritikken, tingene roligt. For hende handler det om at åbne naturen og gøre den mere tilgængelig.

»Vi har nogle grønne områder, som man skal kunne se. Harrestrup Ådal er en perle, som skal opleves. Derfor har vi ryddet det store område. Der har været rigtig mange, som har ytret sig negativt om rydningen, men der er også mange, der er positive. Det er vigtigt, at vi får det optimale ud af vores grønne områder,« siger Helle Tiedemann, formand for Trafik- og Miljøudvalget.

Kunst har værdi

Nogen mener, at det er en dårlig ting at bruge penge på rydning af grønne områder og kunstprojekter i en sparetid, men det afviser Helle Tiedemann.

»Pengene er sat af for længe siden. Desuden fungerer tingene jo ikke på den måde. Jeg kan ikke bruge dem til varme hænder alligevel, og så skal man ikke underkende værdien af, at der er kunst og lidt krydderi netop i en sparetid,« siger Helle Tiedemann.

Som en konsekvens af de mange barske ytringer har Helle Tiedeman inviteret til en fælles gåtur med alle, som har lyst til at se Ådalen i et nyt perspektiv og samtidig vil lære lidt om området, der har en fortid som blandt andet flyveplads. Det foregår den 29. juni klokken 18.30.

Der er planlagt flere ’åbninger’ blandt andet mod golfbanen i den anden ende af Malmparken og noget af beplantningen mellem Lindebjergvej og Frederikssundsvej.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *